Mette Bystrup Ryssel er pædagogisk sociolog og tovholder for det nye netværk af pårørende ved Hammel Neurocenter. Foto: Agata Lenczewska-Madsen  

03-06-2025

Med et nyt pårørendekorps håber Hammel Neurocenter at kunne støtte pårørende til indlagte patienter med hjerneskade bedre gennem en svær tid. Korpset består af pårørende til tidligere indlagte patienter.

Det gør en forskel at møde andre, som har stået i samme svære situation. Det er grundtanken bag et nyt pårørendekorps, som Hammel Neurocenter har oprettet.

- Når vi taler med pårørende til tidligere indlagte patienter, fortæller de ofte, at de ville ønske, de havde mødt nogen, der kunne have givet dem håb, og nogen, som havde prøvet at stå i det samme. Dét ønske vil vi gerne prøve at imødekomme med det nye pårørendekorps, fortæller Mette Ryssel Bystrup fra Hammel Neurocenter.

Hun er pædagogisk sociolog og tovholder for det nye netværk af pårørende og har tidligere forsket i netop pårørende, og hvor betydningsfuld en rolle, de spiller i rehabiliteringen – og hvor sårbar en situation de ofte selv befinder sig i.  

Svært selv at række ud

Det nye pårørendekorps er en del af en faglig prioritering og styrkelse af centrets pårørende-indsats. Inspirationen til det korpset kommer blandt andet fra erfaringerne fra Hammel Neurocenters projekt ”Matching brains”, hvor unge med erhvervet hjerneskade finder god hjælp og støtte i andre unge i en lignende situation.

- På Hammel Neurocenter forsøger vi altid at tænke de pårørende ind som en vigtig part i patienternes rehabilitering. Men de pårørende er samtidig en gruppe, som kan blive lidt overset i forhold til deres eget behov for hjælp og støtte. Vi ved godt, at de står i en meget svær situation, men vi kan ikke altid tilbyde dem den hjælp, de har brug for, fordi vores fokus primært ligger på patienten, forklarer Mette Ryssel Bystrup.

Samtidig kan det for nogle pårørende være svært at mobilisere overskuddet til at række ud eller tage imod et tilbud om hjælp.

- Når man står som pårørende til en indlagt patient med hjerneskade er man typisk både sårbar og presset, og man kan have utroligt mange ting, man skal forholde sig til både rent praktisk og følelsesmæssigt. Så det kræver noget overskud, hvis man selv skal opsøge et tilbud om hjælp. Derfor er vores ambition at skabe et tilbud, som gør det nemmere og mere overskueligt at tage imod hjælpen og møde nogen, der har prøvet noget lignende på egen krop, siger Mette Ryssel Bystrup.

Matches ud fra geografi og relation

I praksis består det nye pårørende korps ind til videre af syv pårørende til tidligere indlagte patienter. De syv frivillige har alle sagt ja til at dele deres erfaringer og stå til rådighed med lyttende ører, viden og støtte til pårørende til indlagte patienter på Hammel Neurocenter.  

- Tanken er så, at vi vil matche de pårørende med nogen, der ligner dem - ud fra kriterier som geografi, livssituation og ikke mindst relation til den ramte. Det kan jo godt have betydning for situationen og behovet, om man for eksempel er mor, ægtefælle eller søskende til en patient med erhvervet hjerneskade, forklarer Mette Ryssel Bystrup.

Hun påpeger, at erfaringerne fra det nye og tidligere projekter er, at det ikke kun er de nye pårørende, der kan få gavn af at møde ligesindede.

- Faktisk er vores oplevelse, at det i lige så høj grad er mentorerne eller de ”erfarne” pårørende, der har gavn af mødet og finder det meget meningsfuldt. Blandt andet fordi det giver dem mulighed for at reflektere over det, de har været igennem, og forstå det bedre, når det er kommet lidt på afstand. Så ofte opstår der dét, man kunne kalde en utilsigtet sidegevinst, vurderer hun.

Det nye pårørende korps kører ind til videre som en prøvehandling og vil herefter blive evalueret for at vurdere, om der er tilpas stor efterspørgsel på og gevinster ved det nye tilbud.