Ny sterilcentral bliver indviet på Regionshospitalet Viborg. Hospitalsdirektør Brian Brøndum Møller, næstformand i regionsrådet Hanne Roed og oversygeplejerske Karina Vestergaard Jensen hjælper hinanden med at klippe det røde bånd. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
04-06-2025
Ny moderne sterilcentral er netop blevet indviet på Regionshospitalet Viborg. Den nye sterilcentral er optimeret til fremtidens arbejdsgange for, hvordan instrumenter til operation og andre indgreb bliver rengjort og sendt i cirkulation mellem læger og sygeplejersker, der bruger dem, og de ansatte i sterilcentralen, der sikrer, at instrumenternes kvalitet og hygiejne er i top.
Ombygningen har fundet sted igennem en årrække og begyndte med ombygning i den urene del af sterilcentralen, hvor de brugte instrumenter kommer ind, når de skal rengøres efter brug. Herefter begyndte ombygningen af den rene del af sterilcentralen med en grundig proces, hvor det blev undersøgt, hvordan den optimale indretning skal være for at skabe de bedste rammer og arbejdsgange.
Den nye sterilcentral er bygget til at understøtte et nyt sterilt koncept, der skal tages i brug, når Region Midtjylland får nyt standardiseret it-system til sterilområdet.
- Det er en stor glæde, at vi nu kan indvie en topmoderne og tidssvarende sterilcentral, som er klar til fremtidens koncept for steril-flowet på hospitalet. De ansatte i sterilcentralen udfører en vigtig opgave for hele hospitalet, da de leverer instrumenter til alle skærende specialer og klinikker. Det stiller høje krav til hygiejne, patientsikkerhed og kvalitet, så vi sikrer, at patienterne får den bedst mulige behandling. Sterilcentralen er fundamentet for en velfungerende operationsgang og sikrer, at sundhedspersonalet kan arbejde under de bedste forhold, og det kræver præcision, ansvarlighed og dedikation, siger Hanne Roed (B), der er næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland.
Ny moderne sterilcentral sikrer optimale arbejdsgange
Den nye sterilcentral er indrettet med et nyt lager, så alle instrumenter med det nye koncept for steril-flow kan være på lageret i sterilcentralen. På nuværende tidspunkt bliver instrumenterne opbevaret på operationsgangen og i hospitalets klinikker.
Med det nye koncept skal instrumenterne bestilles fra lageret i sterilcentralen, og så bliver de bragt til operationsgangen, så de er klar til operationen. På den måde bliver arbejdsgangen med brug og genbehandling af instrumenterne optimeret og forbedret. Samtidig frigør det ressourcer hos operationssygeplejerskerne, der i fremtiden ikke længere skal finde instrumenterne i deres lokale depot.
- Forholdene i den gamle sterilcentral var forældede, og det har derfor været nødvendigt at give dem et løft, så de er tidssvarende for et moderne akuthospital som Regionshospitalet Viborg. Det betyder, at vi har fået et løft, hvad angår både kvalitet og arbejdsmiljø. Lokalerne er nu bedre indrettet, og de lever op til de nutidige krav til både arbejdsmiljø og hygiejne. Med vores nye sterilcentral styrker vi både effektiviteten og sikkerheden. Det er et vigtig skridt i vores fælles ambition om at skabe et sundhedsvæsen, der er robust, driftssikkert og fremtidssikret, siger hospitalsdirektør Brian Brøndum Møller fra Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Viborg hører under.
Fuld drift under ombygning
Sterilcentralen er blevet bygget om, mens den har været i fuld drift. I byggeperioden har de ansatte arbejdet i en midlertidig sterilcentral, mens den gamle er raget ned og bygget op på ny lige på den anden side af væggen. Og ikke en eneste operation er blevet aflyst i perioden på grund af manglede instrumenter fra sterilcentralen.
- Det er virkelig godt gået af alle ansatte i sterilcentralen og alle de byggefolk, der har været involveret i byggeriet. De fortjener et stort skulderklap for deres fleksibilitet og for at have omstillet sig til først forholdene i den midlertidige sterilcentral og nu den nye, mens de samtidig har måttet lave flere krumspring undervejs. Men de har virkelig leveret varen og klaret deres daglige arbejde på imponerende vis på trods af, at ombygningen har udfordret deres praksis og daglige rutiner, lyder det fra chefsygeplejerske Christine Dragsbæk Knudsen fra Operation og Intensiv, som Sterilcentralen hører under.
10.000 nye instrumenter bliver nu taget i brug
Samtidig med ibrugtagning af den nye sterilcentral bliver der rullet nye instrumenter ud på hele hospitalet i Viborg, fordi de gamle instrumenter er slidte og udtjente. Mange af dem er over 40 år gamle.
Alle nye instrumenter er standardiseret. Det er med til at effektivisere arbejdsgange og betyder, at sterilcentralen overgår til et smallere udvalg med over 10.000 nye instrumenter. Det er for eksempel sakse, pincetter og nåleholdere.
De nye instrumenter bliver løbende taget i brug i de forskellige specialer på hospitalet.