Professor Peter Humaidan har i en årrække sat fokus på mandlig fertilitet i sin forskning. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
27-05-2025
Professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive har sammen med brasiliansk kollega modtaget den prestigefyldte "Robert G. Edwards Prize Paper" for deres forskning i mandlig infertilitet.
- Hidtil har man på verdensplan generelt i fertilitetsbehandling behandlet sunde og raske kvinder for partnerens nedsatte sædkvalitet. Med den nye klassifikation af mænd med nedsat sædkvalitet håber vi på at bane vejen for, at et langt større antal mænd behandles medicinsk med henblik på at øge deres sædkvalitet. Målet er, at parrene i større omfang vil ”kunne klare det selv derhjemme”, og - når det ikke er muligt - at vi som fertilitetsbehandlere får en bedre sædkvalitet at arbejde med, hvilket vil øge succesraten ved fertilitetsbehandling.
Sådan lyder budskabet fra professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive, efter at han de seneste mange år har forsket i mandlig fertilitet og sammen med internationale kolleger har kortlagt forskellige kategorier af netop mandlig infertilitet. Et arbejde, som for nylig indbragte ham og hans med-hovedforfatter, professor Sandro Esteves fra Brasilien, den anerkendte, internationale pris ”Robert G. Edwards Prize Paper”.
APHRODITE baner vejen for bedre behandling
Prisen er opkaldt efter nobelprisvinder og reagensglasbehandlingens ”far”, Robert G. Edwards, og gives til årets bedste videnskabelige artikel publiceret i fertilitets-tidsskriftet Reproductive BioMedicine Online. De to professorer vinder prisen for deres artikel om mandlig infertilitet og de nyudviklede APHRODITE-kriterier.
- I vores forskning har vi foreslået en inddeling i fem grupper og udviklet kriterier for kortlægning af mandlig infertilitet, som kan danne udgangspunkt for fremtidig forskning i og ikke mindst behandling af mandlig infertilitet, forklarer Peter Humaidan.
De fem kriterier inkluderer årsagerne til mandlig infertilitet (fx om den er medfødt, erhvervet eller skyldes usund livsstil) – og dermed ikke mindst også om mulighederne for medicinsk at behandle infertiliteten hos manden.
- I fertilitetsbehandlingen har vi i årevis behandlet kvinden – også selv om problemet lå hos manden. Det gør man jo ingen andre steder i sundhedsvæsenet, og det skal vi selvfølgelig have lavet om på i det omfang, det er muligt. Vi skal have sat manden i fokus og se på, hvordan vi kan behandle manden og stimulere hans sædkvalitet, mener Peter Humaidan.
Hans forventning er, at de nye APHRODITE-kriterier og den fortsatte forskning kan være med til at belyse de mest egnede metoder til at stimulere mandens sædkvalitet gennem hormonbehandling og/eller livsstilsændringer og dermed i sidste ende øge chancerne for såvel naturlig som assisteret undfangelse.
Anerkendelse fra fagfæller
Men selv om drivkraften først og fremmest har været at hjælpe fremtidens barnløse med at opnå graviditet, lægger Peter Humaidan ikke skjul på, at det også betyder meget at modtage en hæder som Robert G. Edwards-prisen.
- Den er jo et udtryk for anerkendelse fra vores internationale fagfæller, og for deres forventninger til de kommende års resultater af vores forskning. Og inden for vores felt bliver det jo ikke meget større, end at få en pris, der er opkaldt efter manden, der opfandt og udviklede reagensglasbehandlingen, siger Peter Humaidan.