Klinisk sygeplejespecialist Inger Markussen Gryet fra Center for Planlagt Kirurgi (foto: Agata Lencewska-Madsen, HE Midt) 

04-07-2025

Måske kender du til, at det kan være svært for patienter at tømme blæren under indlæggelse på hospitalet? Den problematik har ansatte i Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg undersøgt nærmere.

Det begyndte som en undring blandt ansatte i det ortopædkirurgiske afsnit. Og med udgangspunkt i den undring har de nu undersøgt, om problemer med at tømme blæren er nyopstået efter operation, eller om problemerne skyldes et ukendt problem, som var der i forvejen. 

- Blandt ældre mænd fandt vi frem til, at cirka hver 6. patient (svarende til 15% af patienterne) har over 150 ml resturin i blæren før operation, og at cirka hver 6. (15%) får nytilkommet resturin efter operation, siger klinisk sygeplejespecialist Inger Markussen Gryet, der sammen med en række kolleger står bag undersøgelsen.

Undersøgelsen er baseret på blærescanninger af 755 ældre mænd, der har gennemgået en operation i enten hofte, knæ, ryg eller skulder. 

Studiet viser, at resturin i blæren er et hyppigt problem både før og efter operation. Og det har medført, at de ansatte nu rutinemæssigt scanner blæren hos ældre mænd forud for større operationer, da det kan give skader på blæren, hvis patienterne får overfyldt blære.

Herudover har flere andre hospitaler også ændret praksis i perioden siden studiets start, og der er kommet opmærksomhed på, at der mangler retningslinjer på området.

Ønsker bedre behandling og forebyggelse

Formålet med studiet er at bidrage til at forbedre kvaliteten af behandlingen ved resturin og forebygge alvorlige komplikationer, som tab af evnen til selv at lade vandet og nyreskader. 

Undersøgelsen afdækker ikke, om den nytilkomne resturin er forbigående eller blivende. Det arbejder de ansatte til gengæld videre med at finde svar på i et igangværende projekt.

- Studiet har ført til samarbejde på tværs af hospitaler, og vi har lært meget af samarbejdet med urinvejskirurgerne. Den viden, som vi har fået gennem samarbejdet og ved at arbejde med emnet, har ført til nye arbejdsgange og øget patientsikkerhed, fortæller Inger Markussen Gryet og fortsætter:

- Vi er i gang med flere studier, som har til formål at undersøge, hvilken betydning fund af resturin har for patienterne, og vi ønsker at blive endnu klogere på, om de fastsatte grænser for antal ml resturin er hensigtsmæssige.

Yderligere info

Artiklen er for nylig publiceret i JBJS Open Access og er frit tilgængelig på denne hjemmeside:

https://journals.lww.com/jbjsoa/fulltext/2025/06000/preoperative_and_postoperative_residual_urine_in.29.aspx

Projektet har også ført til publicering af en kasuistik i Ugeskrift for læger: https://ugeskriftet.dk/videnskab/62-l-residualurin-uden-erkendt-patologi-i-urinvejene-knaealloplastik 

220915 Blærescanner_DSC3276.jpg

De ansatte har brugt en blæreskanner som den på billedet til at få viden og data i forbindelse med studiet (foto: Agata Lenczewska-Madsen, HE Midt)