Foto: Agata Lenczewska-Madsen

07-08-2025

Hospitalsenhed Midt og Aarhus Universitetshospital afholder konference, som giver europæisk inspiration og konkrete løsninger til et sundhedsvæsen med fokus på mest sundhed for pengene.

Hospitalsenhed Midt inviterer tirsdag den 2. september til en videnskabelig dagskonference i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

Konferencen fokuserer på, hvordan værdibaseret sundhed (Value-Based Healthcare) kan bidrage til at udvikle og fremtidssikre sundhedsvæsenet – både i et europæisk perspektiv og med afsæt i den nye danske sundhedsreform.

– Vi ser frem til en inspirerende dag, hvor vi sammen stiller skarpt på de udfordringer, som sundhedsvæsenet i Europa står overfor – og ikke mindst på, hvordan vi kan imødekomme dem og samtidig levere det, der skaber reel værdi for den enkelte patient. Med andre ord: Hvordan får vi mest sundhed for pengene, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Hollandsk og britisk inspiration

Eksperter fra Holland, Storbritannien og Danmark vil dele deres erfaringer og konkrete tilgange til arbejdet med værdibaseret sundhed.

Værter for konferencen er Claus Brøckner Nielsen og Thomas Balle Kristensen, som er hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.

Konferencen, som henvender sig til ledere i det danske sundhedsvæsen, finder sted klokken 9-16 i det store auditorium ved indgang G på Aarhus Universitetshospital.

Tilmelding via Plan2Learn senest den 25. august. Tilmeld dig HER.

 

Hvad får du ud af at deltage?

Europæisk inspiration: Hør hvordan eksperter fra Holland, Storbritannien og Danmark arbejder succesfuldt med værdibaseret sundhed.

Fremtidens løsninger: Bliv klogere på, hvordan kunstig intelligens og patientrapporterede data kommer til at forme fremtidens sundhedsvæsen.

Perspektiver på den nye danske sundhedsreform: Få perspektiver direkte fra hospitalsledelser, almen praksis, kommuner og patientorganisationer.

Stærkt netværk: Mød hospitalsdirektører, cheflæger, chefsygeplejersker og beslutningstagere fra hele landet.