260611-Fysioterapien-i-CPK-Knæklinikken_02_intra.jpg

For hård genoptræning efter brisement forcé kan bremse udviklingen. Modelfoto: Agata Lenczewska-Madsen

24-06-2026

Ny og skånsom tilgang til genoptræning på Regionshospitalet Silkeborg gør en forskel for patienter efter brisement forcé.

Nogle patienter oplever som komplikation til en knæoperation, at knæet bliver stift. I de tilfælde kan der være behov for behandling, hvor knæet løsnes under bedøvelse – et såkaldt brisement forcé.

Det er ganske få patienter der oplever denne komplikation, og viden om behandling og tilrettelæggelse af genoptræning efter brisement forcé er sparsom.

Historisk set har tilgangen til genoptræningen været præget af høj intensitet med mange øvelser og gentagne forsøg på at presse knæet til større bevægelse. Men erfaringerne fra Ortopædkirurgisk Fysioterapi på Regionshospitalet Silkeborg peger i en anden retning.

- Vi har set, at patienterne stadig opnår fremgang, selvom vi giver knæet mere ro i starten, og derefter træner det gradvist op. For hård genoptræning kan give øget smerte og hævelse for nogle – og vi oplever, at det kan bremse udviklingen, siger fysioterapeut Mia Sleimann Bevensee.

Et mere behageligt forløb

Igennem de seneste tre år har en lille gruppe fysioterapeuter fået mere frie hænder af lægerne til at udvikle og justere praksis med baggrund i erfaringer og evidens. Fysioterapeuterne har fulgt 67 patienter tæt.

Erfaringerne peger på, at efter 3–4 uger - på trods af den mere skånsomme tilgang - er bevægeligheden for de fleste patienter tilfredsstillende, og færre får tiltagende smerter og hævelse.

- Der er stort behov for at dele erfaringer og skabe mere ensartede forløb. Der er allerede flere kolleger fra andre hospitaler og kommuner, som har henvendt sig til os for at høre om den nye tilgang til genoptræning og få sparring, siger fysioterapeut Tina Byskov Nielsen.

De to fysioterapeuter vil nu tage initiativ til en regional temadag, hvor fagpersoner kan dele viden og erfaringer om genoptræning efter brisement.

 

260611-Fysioterapien-i-CPK-Knæklinikken_01_intra.jpg

Tina Byskov Nielsen og Mia Sleimann Bevensee. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Fakta om projektet

• 67 patienter fulgt fra januar 2023 til april 2026
• Gennemsnitsalder: 63 år
• Bevægelighed i knæet før behandlingen - brisement forcé: cirka 90 grader
• Bevægelighed efter genoptræning ved sidste registrerede kontrol: i gennemsnit 110 grader
• Cirka 110 grader er nødvendigt for at kunne cykle
• 16 procent af patienterne havde behov for en ny behandling
• Ny tilgang: mindre intensiv genoptræning og mindre brug af passive bevægemaskiner.