
En sygeplejerske fra et af de kommunale akutteams er her på vej hjem til en borger for at yde hospitalsbehandling i eget hjem (foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt).
25-06-2026
Ny dansk forskning viser, at ældre patienter i mange tilfælde kan få den behandling, de har brug for, i deres eget hjem – i stedet for at blive indlagt på hospitalet. Forskerne bag projektet er nu klar med ny viden om implementering af hospitalsbehandling i eget hjem.
Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg har siden 2018 udviklet og afprøvet en model for tværsektoriel hospitalsbehandling i eget hjem sammen med praktiserende læger, præhospital og kommunerne Viborg, Silkeborg og Skive. En indlæggelse i en akutafdeling er nemlig ikke altid den bedste løsning for behandling af ældre medicinske patienter.
Idéen med modellen, som kaldes “hospital at home” eller hjemmehospital, er, at hospitalslægen har ansvaret for behandlingen, mens kommunale sygeplejersker tager hjem til patienterne og yder den nødvendige akutte behandling der, hvor patienten bor.
Det kan reducere behovet for indlæggelse og de risici, der kan følge med et hospitalsophold – for eksempel infektioner eller forvirring hos ældre.
Læring og løbende tilpasning
Forskerne bag projektet har fulgt implementeringen af modellen tæt og undersøgt, hvad der skal til for at få et sådant samarbejde til at fungere på tværs af hospital, kommuner og almen praksis.
Konklusionen for implementeringen er, at gensidig tillid, klare roller og ansvarsfordeling samt løbende justeringer undervejs er afgørende. Det at skabe et hjemmebehandlingsforløb er ikke kun en klinisk udfordring, det er i høj grad en organisatorisk og relationel opgave. Samtidig handler det ikke om at lave én stor plan fra starten, men om at lære og tilpasse sig løbende.
- Den nye viden om, hvordan vi kan implementere hospitalsbehandling i eget hjem på tværs af hospital, kommuner og almen praksis, er et vigtigt skridt på vejen, og den udgør én af mange brikker i forskningsprojektet. Resultaterne giver værdifuld indsigt i de organisatoriske og samarbejdsmæssige forhold, der er afgørende for at få nye tværsektorielle behandlingsmodeller til at fungere i praksis. Det er særligt aktuelt i lyset af sundhedsreformen, hvor flere patienter i fremtiden skal behandles i eget hjem eller i det nære, siger antropolog Iben Duvald, der står i spidsen for forskningsprojektet og er forskningsansvarlig i Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg samt lektor på Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet.
Iben Duvald (foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt)
Vigtigt med konkrete redskaber
Den tværsektorielle model med hjemmebehandling kræver, at sundhedsprofessionelle fra forskellige organisationer lærer at arbejde som et samlet team. Undervejs i projektperioden opstod der naturligvis forhindringer – for eksempel logistiske udfordringer og en vis skepsis over for nye arbejdsopgaver – men disse blev løst løbende igennem en lærende tilgang.
I praksis hjalp konkrete redskaber som tydelige opgave- og rollebeskrivelser samt løbende møder, hvor personalet kunne reflektere og løse udfordringer i fælles dialog.
Projektet bidrager med vigtig viden om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan organiseres smartere og mere patientcentreret i takt med, at der bliver flere ældre borgere, og presset på hospitalerne øges.
Den videnskabelige artikel om forskningsresultaterne er publiceret i tidsskriftet Systemic Practice and Action Research og er frit tilgængelig på følgende hjemmeside: https://link.springer.com/article/10.1007/s11213-026-09768-z