260323-Helipad-prøvelandning_01_web.jpg

Mandag formiddag gennemførte piloterne fra akutlægehelikopteren et par prøvelandinger på den nye helipad på Regionshospitalet Viborg. Den kommende tid vil der være ekstra meget aktivitet på taget for at gøre klar til ibrugtagning af landingspladsen. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

23-03-2026

De kommende uger bliver der ekstra liv og aktivitet på taget af Regionshospitalet Viborg. Hospitalet er i fuld gang med de sidste finpudsninger, test og prøvehandlinger frem mod indvielsen af den nye helipad 7. april.

Brandslukningsudstyret skal testes, teknikken prøves af og modtagelse af akutlægehelikopteren øves godt igennem. Der bliver ekstra liv på taget af Regionshospitalet Viborg de kommende uger. 7. april indvier Region Midtjylland nemlig den nye helipad på hospitalets tag – og det kræver både klargøring, test og øvelse både før og efter indvielsen.

I sidste uge testede hospitalet blandt andet brandslukningsudstyret ved helipad’en, og i denne uge gennemføres så – hvis vejr og omstændigheder tillader det - forskellige prøveflyvninger og -landinger på helipad’en. Samtidig skal også helipad’ens belysning afprøves og testes.

Alt i alt betyder det, at man som borger i Viborg vil kunne se og opleve ekstra liv og aktivitet på hospitalets tag både før, under og efter indvielsen.

Helipad’en bliver formelt indviet med snoreklip og markering den 7. april, og fra den 11. april er helikopterlandingspladsen så formelt i brug og en del af hospitalets akutte modtagelse.

Den nye helipad fuldender akutcentret ved Regionshospitalet Viborg som det oprindeligt var tegnet og planlagt – med direkte adgang til behandling for alle akutte patienter, uanset om de kommer selv, bliver kørt med ambulance eller fløjet med akutlægehelikopter. Fra helipad’en er der således direkte forbindelse ned til hospitalets akutafdeling og traumestuer. Samtidig giver den nye helipad mulighed for hurtig overflytning af alvorligt syge patienter til specialiseret behandling andre steder i landet.

260323-Helipad-prøvelandning_07_web.jpg

260323-Helipad-prøvelandning_09_web.jpg

260323-Helipad-prøvelandning_10_web.jpg