Foto: Agata Lenczewska-Madsen

06-07-2026

Regionshospitalet Viborg er pioner, når det handler om at lade patienter tage hjem samme dag efter pacemaker-operation. Nu bekræfter en ny europæisk vejledning, at det er sikkert og effektivt.

På Regionshospitalet Viborg har stabile patienter længe kunnet tage hjem samme dag, som de får indopereret en pacemaker. Det betyder, at de undgår en unødvendig indlæggelse og kan komme sig i vante omgivelser.

Nu bekræfter en ny vejledning fra den europæiske hjerterytmeorganisation (EHRA), at denne tilgang er sikker og effektiv for udvalgte patienter.

Fra lokal til europæisk anbefaling

Allerede i 2013 begyndte Regionshospitalet Viborg at tilbyde ambulant pacemaker-implantation til udvalgte patienter, og det blev dengang bemærket med en artikel i Dagens Medicin.

-  Vi indsamlede dokumentation for, at patienterne trygt kunne komme hjem samme dag og var meget tilfredse med forløbet. I starten fulgte vi dem tæt via et hjemmemonitoreringssystem af deres pacemaker og hjerterytme, men det er i dag ikke længere nødvendigt, siger Andi Albertsen, ledende overlæge i Hjertesygdomme, Hospitalsenhed Midt.

Den nye europæiske vejledning bygger på de samme principper, som hjerteafdelingen i Viborg har arbejdet efter i over 10 år.

– Et lokalt fremsynet initiativ er således i dag en del af anbefalingerne for moderne pacemakerbehandling. Det viser, at man kan kombinere høj patientsikkerhed med kortere kontakter og bedre udnyttelse af ressourcerne, siger Andi Albertsen.

EHRA er en sammenslutning af hjertespecialister fra hele Europa, der udarbejder anbefalinger for at sikre ensartet og sikker behandling på tværs af landegrænser.