
I alt 30 serviceassistenter fra RH Viborg har i løbet af vinteren været på kursus for at stå helt klar, når hospitalets helipad til foråret tages i brug. Se flere billeder nederst på siden. Foto: Servicecentret
09-02-2026
30 serviceassistenter fra Regionshospitalet Viborg har hen over vinteren været på kursus for at lære at tage godt og sikkert imod akutlægehelikopteren, når hospitalets helipad til foråret er klar til brug.
Ankomsttid, vindforhold og sikkerhed …
Der skal tages højde for flere faktorer, når akutlægehelikopteren inden længe kan lande på taget af Regionshospitalet Viborg med de første patienter. Derfor har en række af hospitalets serviceassistenter hen over vinteren været på kursus for at blive helt klar til at tage helipad’en i brug og hjælpe patienterne trygt og sikkert videre til behandling på eksempelvis Akutafdelingens traumestuer.
På kurset lærte serviceassistenterne, hvordan de skal reagere, hvis der opstår en nødsituation på helipad’en – for eksempel ved brand, olieudslip eller hvis en patient bliver uventet dårlig.
- Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, når der lander en helikopter på taget af et hospital midt i Viborg. Derfor er der en række procedurer, der skal overholdes, og tjeklister der skal gennemføres, hver gang akutlægehelikopteren melder sin ankomst, så det er trygt for både patienter, medarbejdere og omgivelser, forklarer afsnitsleder Torben Brix Mortensen fra hospitalets Servicecenter om baggrunden for at sende i alt 30 serviceassistenter på kursus i Esbjerg.
Forskellig ankomst – samme behandling
Den nye helikopterlandingsplads – helipad’en – er i øjeblikket ved at blive bygget på taget af hospitalets akutcenter. Med helipad’en fuldender hospitalet det nye akutcenter, så der er let og direkte adgang til behandling for alle akutte patienter, uanset om de kommer selv, bliver kørt med ambulance eller fløjet med akutlægehelikopter.
I praksis betyder det, at akutlægehelikopteren fra foråret vil kunne lande på hospitalets tag, hvorfra der er direkte elevatoradgang til Akutafdelingen og traumestuerne. Men mens behandlingen af patienterne vil være den samme, er det ikke lige meget for hospitalets serviceassistenter, om de skal tage imod en patient i ambulancehallen nederst i bygningen eller ved helipad’en på taget.
- Der gælder helt andre sikkerhedsprocedurer, når patienterne ankommer med akutlægehelikopteren. Så modtager vi et kald cirka 15 minutter før landing, så medarbejderne kan trække i udstyr og gå op og tage imod, forklarer teamleder Jesper Kanstrup.
På taget skal den ene medarbejder herefter stå klar ved pulten og tjekke målinger og vindforhold, mens kollegaen går ud og tjekker selve landingspladsen for løse genstande, døde måger, tændt lys og andet, der kan have betydning for sikkerheden ved landing. Samtidig skal vi kende alle sikkerhedsprocedurer i forbindelse med eksempelvis brand eller olieudslip, så vi kan forebygge og håndtere problemer, uddyber han.
Rift om pladserne
I forbindelse med planlægningen af helipad-byggeriet har hospitalets projektleder, flyvepladschef og andre nøglepersoner blandt andet været på besøg hos kollegerne på Aarhus Universitetshospital og Esbjerg Sygehus for at lære af deres erfaringer med byggeri, drift og sikkerhed omkring en helipad. Og senest har eksperter i Esbjerg som nævnt undervist serviceassistenter fra Akutafdelingen, Operation og Intensiv og Servicecentret i brandsikkerhed og procedurer.
- Det er de samme serviceassistenter, som er vant til at håndtere akutte kald og tage imod akutte patienter 24 timer i døgnet. Og der har været rift om pladserne. De fleste synes, det er en spændende, ny opgave, hvor man kan være med til at gøre en forskel for nogle af hospitalets mest alvorligt syge akutte patienter, fortæller Torben Brix Mortensen.
Den nye helipad står som planlagt klar til indvielse i april. Herefter vil Servicecentret sørge for løbende træning og uddannelse af serviceassistenterne for at sikre, at sikkerheden også i fremtiden er helt i top, når akutlægehelikopteren lander på Regionshospitalet Viborg.