Patienterne scorer Hospitalsenhed Midt højt i årets LUP. Modelfoto: Agata Lenczewska-Madsen

18-03-2026

Tusinder af svar fra patienterne peger på et positivt møde med Hospitalsenhed Midt

Det viser årets landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP). Dermed fortsætter Hospitalsenhed Midt med at ligge på et stabilt højt niveau med stor patienttilfredshed.

Mere end i alt 20.000 patienter har deltaget i årets undersøgelse ved at svare på et spørgeskema, efter at de har været i behandling på et af Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg eller Skive.

- Vi er taknemmelige for den store deltagelse. LUP giver os et værdifuldt indblik i patienternes møde med sundhedsvæsenet og et solidt afsæt for at forbedre de områder, hvor oplevelserne kan blive bedre. Årets undersøgelse viser, at patienterne har stor tillid til Hospitalsenhed Midt. Det er en klar anerkendelse af medarbejdernes indsats i hverdagen, siger Helle Jensen (LA), formand for Sundhedsråd Midt.

Klarer sig godt nationalt

I Hospitalsenhed Midt dækker den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser både planlagte forløb, akutte indlæggelser og besøg i akutmodtagelsen (skadestuen). Undersøgelsen omfatter også fødende, patienter i radiologien og psykiatriske patienter.

- På de områder, hvor vi i LUP kan sammenligne os nationalt, er vi enten over eller på landsgennemsnittet, og patienterne er i høj grad tilfredse med både undersøgelse, behandling og personale. Det skal vi være stolte af, siger Jannie Falk Bjerregaard, som er sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Sundheds- og hospitalsledelsen interesserer sig mindst lige så meget for, hvad Hospitalsenhed Midt kan gøre bedre. Patienternes bedømmelser peger på et ønske om mere information og større inddragelse i beslutningerne – og desuden tydeligere besked om, hvilken læge der har det overordnede ansvar for deres forløb.

- Vi arbejder i øjeblikket målrettet med at følge oplevelserne hos de patienter, som både har somatiske og psykiatriske lidelser. Det arbejde håber jeg, at LUP kan være med til at understøtte i de kommende år, siger Jannie Falk Bjerregaard.

 

Om LUP

Den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser, LUP, er en årlig, national måling af patienters oplevelser af mødet med det danske sundhedsvæsen på tværs af regioner og hospitaler.

Hospitalsenhed Midt medvirker i: LUP Somatik, LUP Akut, LUP Fødende, LUP Radiologi, LUP Psykiatri.
Hammel Neurocenter indgår ikke i LUP, fordi LUP ikke omfatter højt specialiserede rehabiliteringsafdelinger.

Svarprocenterne for Hospitalsenhed Midt i årets LUP er følgende:

• Planlagte indlagte patienter: 66 %
• Akut indlagte patienter: 40 %
• Planlagt ambulante patienter: 43 %
• Patienter i akutmodtagelse: 39 %
• Fødende: 42 %
• Radiologiske patienter: 46 %
• Psykiatri: Ikke tilgængelig

Yderligere info:

Se alle resultater fra LUP her:

https://www.regionh.dk/patientinddragelse/lup/aktuel-undersoegelse/Sider/default.aspx 

https://www.defactum.dk/kvalitetsudvikling/sporgeskemaundersogelser/lup-psykiatri/lup-resultater/