
Anna Poulsgaard Frandsen er ny cheflæge i Patologi, Hospitalsenhed Midt. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
30-04-2026
Anna Poulsgaard Frandsen bliver i Hospitalsenhed Midt, når hun per 1. juni 2026 skifter job fra overlæge til cheflæge i Patologi.
Hospitalsenhed Midt har fundet sin nye cheflæge i Patologi i egne rækker.
Der er tale om 48-årige Anna Poulsgaard Frandsen, som sammen med chefbioanalytiker Pia Munch Riisgaard skal lede afdelingen sikkert ind i fremtiden.
- Patologi er på vej ind i en ny tidsalder præget af digitalisering, automatisering og AI‑løsninger. I Anna Poulsgaard Frandsen ansætter vi en cheflæge, der har en klar forståelse for, at Patologi udgør et centralt fundament i sundhedsvæsenet og spiller en afgørende rolle for præcise diagnoser og rettidige beslutninger om patienternes videre behandling. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
Dyb respekt for ansvaret
Anna Poulsgaard Frandsen har i et halvt år arbejdet som overlæge i Patologi med Regionshospitalet Viborg som fast base. Før det var hun i seks år ansat som patolog på Aalborg Universitetshospital – først som afdelingslæge og derefter som overlæge. Hun har især arbejdet med gynækologisk kræft og været lægeligt ansvarlig for screeningsprogrammet for livmoderhalskræft i Region Nordjylland.
- Jeg har dyb respekt for det ansvar, der ligger i, at svaret på en patologisk undersøgelse ofte har store kliniske konsekvenser for den enkelte patient. Derfor er grundighed, klar kommunikation og højt fagligt niveau vigtigt i det daglige arbejde, siger Anna Poulsgaard Frandsen, som har særlig interesse for brystkræft, æggestokkræft og forstadier til livmoderhalskræft.
Klar til nye udfordringer
Anna Poulsgaard Frandsen bliver cheflæge i en stor og veldrevet patologisk afdeling, hvor arbejdet spænder bredt inden for flere patologiske undersøgelser - især med fokus på kræftdiagnostik. Patologi i Hospitalsenhed Midt er samtidig en attraktiv uddannelsesafdeling og vandt i 2025 prisen som Danmarks bedste uddannelsesafdeling for yngre læger.
- Som ny cheflæge vil jeg gøre mit til at fremtidssikre og udvikle den patologiske afdeling i Hospitalsenhed Midt med et højt fagligt niveau og et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne er glade for at gå på arbejde. Samtidig ser jeg frem til samarbejdet med de kliniske afdelinger, hvor patologi er en vigtig medspiller i at skabe de bedst mulige patientforløb, siger Anna Poulsgaard Frandsen.
Patologi i Hospitalsenhed Midt er én ud af tre patologiske afdelinger i Region Midtjylland.