Hospitalsbehandling i eget hjem
Vi behandler og plejer patienter over 65 år i eget hjem som alternativ til indlæggelse. Find praktisk information og læs om tilbuddet her.
Om tilbuddet
Hospitalsbehandling i eget hjem er et forskningsprojekt. Vi giver dig som patient mulighed for at blive behandlet i eget hjem i stedet for, at du indlægges på hospitalet.
Hvem kan hospitalsbehandles i eget hjem?
Tilbuddet er målrettet ældre patienter med en nyopstået sygdom.
Det er en læge som vurderer, om du kan tilbydes at blive behandlet i eget hjem. Vurderingen foretager lægen i akutafdelingen, når praktiserende læge, vagtlægen eller lægen fra akutlægebilen kontakter hospitalet.
Derudover skal du:
- Være set fysisk af den henvisende læge i dit forløb
- Bo i eget hjem eller på plejehjem i enten Viborg, Skive eller Silkeborg Kommune.
Hvorfor hospitalsbehandling i eget hjem?
Erfaringer viser, at behandling i eget hjem giver stor tilfredshed hos patienter.
Med hospitalsbehandling i eget hjem ønsker vi at styrke sammenhængen mellem hospital, kommune og praktiserende læger, så behandlingen bliver bedst mulig, og vi kan hindre uhensigtsmæssige indlæggelser.
Dit forløb
Det kommunale akutteam starter behandlingen op ved dit første besøg.
Lægen i akutafdelingen og de kommunale sygeplejersker vurderer, hvor ofte du har behov for besøg, mens du bliver behandlet for din sygdom.
Hver dag under dit behandlingsforløb, og når der er behov for det, snakker lægen i akutafdelingen og de kommunale sygeplejersker sammen om dit forløb.
Er der forværring i din tilstand, vurderer lægen i akutafdelingen og sygeplejerskerne, om det er nødvendigt at indlægge dig på hospitalet. De kan også beslutte, at du skal på hospitalet og tilses af lægen, inden din behandling i eget hjem kan fortsætte.
Hvem behandler mig?
Lægen i akutafdelingen på hospitalet er ansvarlig for din behandling, mens kommunens akutteam og hjemmesygeplejersker behandler dig i dit hjem.
Kristian fortæller om sit forløb
Se en kort film, hvor Kristian fortæller om sine oplevelser med at blive hospitalsbehandlet i eget hjem.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Medicin
Det er nødvendigt, at hospitalet præcist ved, hvilken medicin du tager. Du må derfor gerne finde al din medicin frem, eller en seddel, hvor din medicin er skrevet ned, som du kan vise akutteamets sygeplejersker ved første besøg.
Hvis akutlægen på hospitalet finder det nødvendigt at give dig ny medicin, vil akutteamet komme med det. Når du er færdigbehandlet, vil du få en ny oversigt over, hvilken medicin du skal tage fremover.
Det skal du gøre
Du bliver bedt om følgende, hvis du deltager i projektet og skal behandles i eget hjem:
- Udfylde et spørgeskema 3 gange, hvori du vurderer dit eget helbred
- Udføre en funktionstest 3 gange. Her vurderer vi din evne til at rejse og sætte dig samt gangfunktion
- Tage stilling til, om vi må kontakte dig telefonisk vedrørende et interview omkring dine og eventuelt pårørendes erfaringer med hospitalsbehandling i eget hjem
- Underskrive en samtykkeerklæring, hvormed du tillader, at vi må trække relevante helbredsoplysninger i din patientjournal i forbindelse med projektet. Ud over fakta som køn, alder og bopælskommune, undersøger vi, hvor mange besøg du har fået, hvilken behandling du fik samt længden af din behandling.