De to første år efter operationen bliver du fulgt i enten Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme i Viborg eller i Klinik for Svær Overvægt - Steno Diabetes Center i Aarhus.
Ved de opfølgende samtaler i klinikken taler du med de samme læger, sygeplejersker og diætister, som før du blev opereret. Du får dine første tider til opfølgning allerede inden operationen.
Efter de to år, skal du til kontrol hos din egen læge mindst en gang om året.
Ændringer i din hverdag
Det er vigtigt at komme i gang med regelmæssig fysisk træning, når du taber dig. Motion hjælper dig med at bevare og styrke muskelmassen og medvirker til, at du opnår et stabilt og holdbart vægttab. En krop med muskler giver en bedre forbrænding.
Efter operationen skal du hver dag bevæge dig så meget som muligt. Den første måned anbefaler vi, at du holder dig til let fysisk træning som f.eks. at gå, cykle, bruge motionscykel eller stavgang.
Du kan stadig godt drikke alkohol, selvom du har været igennem en fedmeoperation.
Du skal dog være opmærksom på, at du optager alkohol langt hurtigere efter operationen. Det betyder, at du kan drikke mindre, før du ikke må køre bil.
Desuden indeholder alkohol en del energi (kcal/kJ).
Efter en fedmeoperation kan du godt deltage i middage og fester, men du kan kun spise små portioner.
Vær også opmærksom på, at du ikke bør drikke og spise på samme tid.
Nogle patienter oplever at tabe mere hår end normalt de første 6-9 måneder efter operationen.
Årsagen er det hurtige vægttab. Når din kropsvægt stabiliseres, vender hårvæksten tilbage til det normale.
Man ved endnu ikke præcist, hvilke konsekvenser en gastric bypass/sleeve-operation har for en eventuel senere graviditet.
Under alle omstændigheder frarådes graviditet i minimum 1½ år efter operationen.
Vær opmærksom på, at p-piller ikke altid optages helt i kroppen efter operationen. Vi anbefaler derfor at du fremover bruger andre former for prævention.
Efter et stort vægttab vil der ofte være en del løs/slap hud, som ikke kan trække sig sammen af sig selv.
Du skal regne med, at det tager omkring 1½-2 år, før du har en stabil vægt. Først derefter kan du eventuelt få foretaget en operation af den overskydende hud.
Vi kan henvise dig til plastikkirurgisk behandling, hvis du har fysiske problemer med hudfolderne. Dette vil oftest først blive aktuelt ved 2 års kontrollen efter operationen, da det er besluttet af Sundhedsstyrelsen, at der skal gå mindst 2 år efter fedmeoperationen, før der kan henvises til plastikkirurgi.
Det er i sidste instans plastikkirurgerne, der afgør, om du kan tilbydes en operation for overskydende hud i offentligt regi.
Hvis du har et for højt blodtryk, astma, diabetes eller andre medicinske sygdomme, vil der sandsynligvis skulle ændres i din medicindosering og/eller dit forløb efter operationen.
Du aftaler nærmere om dette i Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme eller Klinik for Svær Overvægt, Steno Diabetes Center Aarhus enten lige før eller efter operationen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/588847
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.