Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om fedmeoperationer
I Danmark anvendes to slags operationer for svær overvægt. Gastric bypass og gastric sleeve.
Erfaringen siger, at begge typer af operationer hos de fleste giver et stort og blivende vægttab og en forbedring af livskvalitet.
Ved en gastric bypass-operation deles mavesækken i to. Den øverste del af mavesækken forbindes med tyndtarmen.
Før operationen passerer maden fra spiserøret via mavesækken ned i tolvfingertarmen – derfra til tyndtarmen og videre til tyktarmen. Efter operationen passerer maden fra spiserøret via den lille nye mavesæk videre til tyndtarmen.
Gastric bypass udføres med kikkertteknik gennem fem små snit i maveskindet. Operationen foregår i fuld bedøvelse. Selve operationen varer 1-2 timer. Herudover går der tid med bedøvelse og opvågning.
Ved Gastric sleeve-operation deles mavesækken på langs, og det overskydende stykke mavesæk fjernes. Fordi tarmforløbet ikke ændres, kan metoden også bruges til patienter med kroniske tarmsygdomme og stomi.
Ved store bugvægsbrok og meget svært overvægtige patienter, er der for store risici ved gastric bypass, og gastric sleeve foretrækkes.
Operationen udføres med kikkertteknik i fuld bedøvelse. Selve operationen varer 1-2 timer. Herudover går der tid med bedøvelse og opvågning.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
For at blive tilbudt en fedmeoperation, skal du opfylde en række kriterier. De vigtigste af disse er:
BMI:
BMI over 35 med samtidige relaterede sygdomme, fx type 2-diabetes, svært forhøjet blodtryk, svær slidgigt, søvnapnø og for kvinder et uopfyldt ønske om graviditet og poly-cystisk ovariesyndrom (PCOS).
BMI over 40 efter en individuel, lægefaglig vurdering, hvor der er væsentlige, sundhedsfaglige begrundelser andre end de anført ovenfor.
Alder: Sædvanligvis 25-60 år. Patienter over 60 år og mellem 18-25 år kan kun efter særlig vurdering tilbydes operation.
Ikke alle bliver tilbudt en operation
Det er ikke alle, der bliver henvist af egen læge, der ender med at blive tilbudt en operation.
Der kan være forhold, der gør, at vi vurderer, at det bliver for risikabelt eller vanskeligt for dig at gennemføre en fedmeoperation, fx:
Hvis du tidligere har fået lavet en større mavesæk- eller tarmoperation.
Hvis du har større bugvægsbrok.
Hvis du har for omfattende fedtlag på maven og/eller fedtlever.
Alvorlige hjerte- og/eller lungesygdomme.
Medicinske sygdomme, der i væsentlig grad forøger risikoen ved operationen.
Psykiske lidelser som for eksempel depression, angst og spiseforstyrrelse.
Hvis du har et misbrug af alkohol, narkotika eller smertestillende medicin.
Det er altid en individuel, lægefaglig vurdering, om du kan tilbydes en operation.
Det er svært at sige præcist, hvor meget du taber dig efter operationen. Det er forskelligt fra patient til patient.
En vellykket operation kan sammen med rigtig kost og motion give et vægttab på ca. 30% (en anelse mindre ved gastric sleeve). Hvis du fx vejer 150 kg., svarer det til et vægttab på ca. 45 kg.
Hvor meget du taber dig, afhænger især af, hvor overvægtig du var før operationen. Du taber dig mest de første måneder efter operationen. De fleste får en stabil vægt efter 1½ til 2 år. Ved gastric sleeve er der dog en større risiko for vægtstigning efter nogle år.
En operation i maven er et omfattende indgreb og bør aldrig være førstevalg ved svær overvægt.
Livsstilsændringer som kostomlægning, diæt og motion skal altid forsøges først. Ændringerne i livsstil kan suppleres med medicinsk behandling, men effekten er oftest beskeden, og ophører, når du stopper med medicinen.
Svær overvægt er et kronisk problem, der ikke kan løses med operation alene. Operationen og den efterfølgende omlægning af din levemåde er et krævende forløb, og vi opererer dig kun, hvis vi på forhånd vurderer, at det bliver et succesfuldt forløb.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.