I løbet af graviditeten ligger 1/3 af alle børn med numsen nedad, men op mod termin (i graviditetsuge 35 til 37) vender de fleste børn sig med hovedet nedad.
Hos 3-4 procent af alle gravide har barnet endnu ikke vendt sig med hovedet nedad, når fødslen nærmer sig. Det betyder, at barnet ligger i underkropsstilling eller sædestilling.
Da naturlig fødsel af barn i hovedstilling generelt er den sikreste fødselsmåde, tilbyder vi at forsøge at vende barnet til en hovedstilling.
Et vendingsforsøg kan komme på tale fra graviditetsuge 36 til 37. Læs mere om vendingsforsøget på www.vending.hemidt.dk.
Hvis det ikke lykkes at vende barnet til en hovedstilling, træffer vi sammen med jer beslutning om, hvordan barnet skal fødes. Det er altid en individuel vurdering, hvor flere faktorer skal regnes med.
Vi anbefaler en naturlig fødsel, når:
Det har været en ukompliceret graviditet.
Fostervægt skønnes mellem 2500-4000 gram.
Dit barn står med numsen eller en kombination af numse og fødder i bækkengangen.
Fødslen bør gå i gang af sig selv. Det vil sige ikke igangsættelse.
Der bør være konstant god fremgang i din fødsel. Hvis fødslen ikke skrider frem, ændrer vi typisk fødselsmåden til kejsersnit.
Du bliver fulgt løbende fra uge 36 til 37 og frem til fødslen. Hvis forudsætningerne for naturlig fødsel ændrer sig før fødslen eller undervejs i fødslen, bliver du anbefalet et kejsersnit.
50 procent af førstegangsfødende og 70 procent af flergangsfødende, der stiler mod naturlig underkropsfødsel, føder naturligt.
En naturlig underkropsfødsel forløber stort set som en fødsel af et barn i hovedstilling helt frem til presseperioden. Veerne er ikke mere smertefulde, og det gør ikke mere ondt at presse barnet ud.
Du kan bruge de samme metoder for smertelindring som vanligt. Tal med din jordemoder om fordele og ulemper.
Du kan ikke føde i vand, når du føder dit barn i underkropsstilling, men du kan bruge vand/kar som smertelindring i udvidelsesfasen, hvis barnets hjertelyd er normal.
Når presseperioden starter, opfordrer vi dig til enten at komme op at stå eller at stå på knæ i sengen. Når du er oprejst i forbindelse med presseperioden, hjælpes fødslen både af tyngdekraften og bevægeligheden i dit bækken, så barnet lettere passerer ned gennem bækkenet.
Presseperioden starter, når barnets sæde står på bækkenbunden. På dette tidspunkt skal du presse hver gang, der kommer en ve.
Når sædet kommer så langt frem, at vi kan se barnets hofter, beder vi dig om at presse hele tiden. Det skal du også gøre mellem veerne, da vi der tilstræber, at barnet er født indenfor 5 minutter.
7 ud af 10 børn bliver på denne måde født helt uden, at vi behøver at gribe ind i fødslen.
I fødslens aktive fase bliver du med jævne mellemrum koblet til CTG-overvågning. CTG-overvågningen registrerer barnets hjertelyd og veernes hyppighed på en kurve. Er CTG normal, ved vi, at barnet ikke er påvirket af fødslen.
CTG kan tages af i perioder, hvis den har været normal. I disse perioder lytter jordemoderen til barnet hjertelyd med lytterør eller doptone, og her kan badekar eventuelt anvendes.
Fra presseperiodens start registreres barnets hjertelyd med CTG hele tiden.
Når du ankommer til Fødeafsnittet, bliver du ligesom andre fødende undersøgt af en jordemoder. Derudover bliver du oftest skannet for at kontrollere barnets stilling.
Under fødslens udvidelsesfase har du en jordemoder hos dig.
Når presseperioden går i gang, er der en ekstra jordemoder samt fødselslæger til stede. Når barnet fødes, kommer en børnelæge samt en assistent på stuen. Ganske ofte er der også studerende til stede.
Ved alle vaginale fødsler (både hoved- og underkropsstilling) er der en ganske lille risiko for, at der sker skader på barnet.
Sammenlignet med en fødsel af et barn i hovedstilling er risikoen for skader på barnet ved en underkropsfødsel lidt forhøjet (mindre end 1 procent).
Børn født i underkropsstilling kan være slappe og blege det første minut efter fødslen. Det er normalt, og barnet retter sig oftest hurtigt og får ikke varige problemer. Det kan virke voldsomt, og du og din partner kan blive forskrækkede, så det kan være rart at være forberedte.
I 3 ud af 10 tilfælde med vaginal fødsel af barn i underkropsstilling er der brug for, at vi med håndgreb hjælper armene eller hovedet frem.
I meget sjældne tilfælde er det nødvendigt at få dig om at ligge på ryggen og hjælpe barnet ud med en fødselstang.
Du har større risiko for at få et akut kejsersnit under en sædefødsel end under en fødsel af barn i hovedstilling.
Hvis fødslen starter med vandafgang, og der ikke kommer veer, som bringer dig videre i fødslen, kan du blive anbefalet kejsersnit i stedet for igangsættelse.
Oftest er årsagen til et akut kejsersnit manglende fremgang i fødslen. Der stilles strengere krav til fremgang under en underkropsfødsel – både i udvidelsesfasen og under pressefasen. Går fødslen i stå eller skrider den meget langsomt frem, anbefaler vi kejsersnit.
Der må ved underkropsfødsel ikke være tvivl om, at barnet har gode ressourcer til at klare fødslen. Hvis barnet viser tegn på stress, laver vi et kejsersnit.
Langt de fleste kejsersnit foregår stille og roligt i rygmarvsbedøvelse. Du er derfor vågen under kejsersnittet, og din partner kan være med gennem hele forløbet.
Hvis du efter undersøgelser og samtaler beslutter dig for at få et planlagt kejsersnit, bliver det typisk udført i graviditetsuge 39.
Du bliver skannet på dagen, hvor der er aftalt kejsersnit. Hvis dit barn har vendt sig til hovedstilling, bliver kejsersnittet aflyst, hvis underkropsstillingen er årsagen til kejsersnittet.
Skulle din fødsel går i gang af sig selv inden det planlagte kejsersnit, skal du sammen med en fødselslæge beslutte, om du ønsker at fortsætte med fødslen eller få lavet kejsersnittet akut.
Det er vigtigt, at du kender til de komplikationer, der kan opstå ved et kejsersnit, inden du træffer et valg for din fødsel.
Et kejsersnit er oftest en ukompliceret operation, men er alligevel et stort indgreb, der kræver tid at komme over. Helingsprocessen er ofte længere efter et kejsersnit end efter en vaginal fødsel, og du kan opleve flere smerter.
Mulige komplikationer:
Blødning
Infektion
Skader på blære, tarm eller livmoder
Blodprop i benene
Kraftig hovedpine
Vejrtrækningproblemer hos barnet
Komplikationer i efterfølgende graviditer samt under efterfølgende fødsel
Hvis du får vandafgang eller veer, og dit barn står i underkropsstilling, skal du ringe til Fødeafsnittet.
Hvis fostervandet går og dit barn står med numsen nedad, men ikke står indstillet i bækkenet, eller hvis barnet står på tværs eller på anden måde ustabilt, skal du lægge dig ned og blive liggende.
Det skyldes en lille risiko for, at en slynge af navlesnoren kan blive afklemt mellem barnet og bækkenet. Ved at du ligger ned, mindskes presset nedadtil, og dermed også risikoen for afklemning.
Du skal ringe til Fødeafsnittet. Vi sender bud efter en ambulance, der kan køre dig liggende til Fødeafsnittet.
Hvis du begynder at få veer, skal du også kontakte Fødeafsnittet. Alt afhængig af om der er planlagt naturlig fødsel eller planlagt kejsersnit, bliver du vejledt i forhold til det videre forløb.
Mere information
Vi forstår, at du/I kan have et stort ønske om at tage billeder eller video i forbindelse med fødslen.
Det er en stor begivenhed, som mange helt naturligt ønsker at have minder fra på den ene eller anden måde.
Det kan sagtens lade sig gøre at tage billeder eller video ved fødslen, men der er nogle få regler, du/I og eventuelle pårørende skal være opmærksomme på og overholde, hvis kameraet findes frem:
Du/I må ikke tage billeder/video af personalet, medmindre de på forhånd giver samtykke til at være med
Du/I må ikke tage billeder af andre patienter, pårørende eller tilfældigt forbipasserende på hospitalet
Du/I skal altid huske at spørge personalet, om det er et godt tidspunkt at tage billeder eller video, før du/I begynder. Der kan være tidspunkter under en fødsel, hvor det af den ene eller anden årsag kan være uhensigtsmæssigt at tage billeder eller video.
Det kan også være, at der kommer nyt personale til i løbet af fødslen, som skal give samtykke til at være med.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Vagthavende jordemoder Tlf. 78 44 58 00 Telefonen er åben døgnet rundt
Før graviditetsuge 18+0 skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen på tlf. 70 11 31 31.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1085355
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.