Efter et kejsersnit får du fast smertestillende medicin. Formålet er, at du er tilstrækkeligt smertelindret til blandt andet at kunne komme ud af sengen, bevæge dig og tage dig af dit barn.
De første minimum 3 døgn anbefaler vi, at du tager Paracetamol og Ibuprofen fast.
Paracetamol
- Kl. 06.00: 2 tabletter á 500 mg
- Kl. 12.00: 2 tabletter á 500 mg
- Kl. 18.00: 2 tabletter á 500 mg
- Kl. 24.00: 2 tabletter á 500 mg
Ibuprofen
- Kl. 06.00: 2 tabletter á 200 mg
- Kl. 12.00: 2 tabletter á 200 mg
- Kl. 18.00: 2 tabletter á 200 mg
- Kl. 24.00: 2 tabletter á 200 mg
Det første døgn får du også depotmorfin
Det første døgn efter kejsersnittet får du som udgangspunkt Contalgin/Malfin 10 mg som supplement til Paracetamol og Ibuprofen.
Contalgin/Malfin er depotmorfin. Det betyder, at medicinen frigives langsomt og virker over længere tid.
Du får:
- 1. dosis umiddelbart efter kejsersnittet
- 2. og sidste dosis 9–12 timer efter den første dosis
Contalgin/Malfin gives kun det første døgn efter kejsersnittet.
Du kan stadig have brug for ekstra smertestillende
Selvom du får fast smertestillende medicin, kan du fortsat have behov for ekstra morfin.
Fortæl personalet, hvis du har smerter. Det er særligt vigtigt, hvis du har smerter, når du skal op at stå, gå eller på anden måde bevæge dig.
Personalet vurderer sammen med dig, om du har behov for yderligere smertestillende medicin.