Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle de smerter, der opstår i forbindelse med behandlingen:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen, Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal tage tablet Mifepriston 1 til 2 dage før aborten. Vi aftaler det præcise tidspunkt med dig.
Tablet Mifepriston standser udviklingen af graviditeten. Det kan give bivirkninger som kvalme, smerter og blødning. Hvis du har behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin.
Ring til Kvindeklinikken på tlf. 78 44 58 67, hvis du har kastet tabletten op indenfor den første time efter indtagelse.
Se en kort film om forløbet før aborten
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om behandlingen
Vi aftaler med dig, hvornår du tager Cytotec-tabletterne.
Tabletterne starter aborten ved at få livmoderen til at trække sig sammen og tømme sig. Du skal lægge 4 tabletter højt op i skeden. Herefter skal du ligge ned i en time, så medicinen kan virke.
Du skal samtidig tage smertestillende medicin i form af 2 tabletter Paracetamol á 500 mg og 2 tabletter Ibuprofen á 200 mg sammen med et let måltid.
Det er normalt i løbet af de første timer at få:
Kraftig blødning med klumper
Kraftige menstruationslignende smerter
Blødningens styrke afhænger af, hvornår din graviditet er stoppet med at udvikle sig.
Acceptabel blødning er op til dobbelt menstruationsstyrke. Uacceptabel blødning er, hvis du bløder 2 store natbind igennem indenfor 1 time.
Du kan forvente at bløde med vekslende men aftagende styrke i omkring 2 uger, og det er normalt at have pletblødning i flere uger.
Den første menstruation efter aborten kan ofte være kraftigere end din normale menstruation.
Hvis du ikke er begyndt at bløde 4 timer efter behandling med Cytotec, gentages behandlingen hver 4. time, indtil du har aborteret.
Se en kort film om forløbet under aborten
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Videre forløb
Omkring 10-14 dage efter aborten skal du ultralydsskannes i Kvindeklinikken, så vi kan undersøge, om graviditeten er ordentligt afsluttet.
I få tilfælde er der stadig væv fra graviditeten tilbage i livmoderen, og det kan blive nødvendigt at foretage en udskrabning for at fjerne det.
Du skal søge læge, hvis du får:
Kraftigere blødning end din normale menstruation (udover de første par dage)
Kraftige underlivssmerter (udover de første par dage)
Feber
Ildelugtende udflåd
Hvis du oplever tegn på infektion det første døgn efter aborten, skal du ringe til Kvindeklinikken på tlf. 78 44 58 67 på hverdage fra kl. 9.00-15.00. Efter kl. 15.00 skal du ringe til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende på tlf. 78 44 25 00. Telefonen er åben døgnet rundt.
Hvis du oplever tegn på infektion senere i forløbet, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Så længe du bløder, skal du undgå:
Karbad, svømmehal og sø-/havbad
Undgå samleje (eller bruge kondom)
At bruge tampon. Brug i stedet hygiejnebind.
Det er helt normalt at komme psykisk ud af balance i en periode.
Du kan få behov for at tale med familie eller en god ven om din situation, og du kan også bestille tid ved din egen læge til en samtale.
Du har også mulighed for at kontakte mødrehjælpen på tlf. 7011 1212
Din næste menstruation kan være forsinket på grund af aborten. Det er derfor meget vigtigt at bruge prævention.
Hvis du skal bruge p-piller/mini-piller, skal du starte den første dag i din næste menstruation. Du/I må bruge kondom indtil da.
Hvis du skal have en spiral, kan din egen læge lægge den op i slutningen af din næste menstruation. Du/I må bruge kondom indtil da.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Mere information
Se en kort film om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med medicinsk abort
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende, hvis du har spørgsmål.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/595890
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.