De fleste former for smertelindring kan ikke fjerne smerten helt, men de kan lindre toppen af smerterne, hvilket gør det nemmere at arbejde med veerne og være mentalt til stede under fødslen.
Det er forskelligt, hvilken form for smertelindring du som fødende har behov for, og de forskellige muligheder kan virke bedst på bestemte tidspunkter i fødslen.
Du tager valget om smertelindring i samarbejde med jordemoderen. Vi tager udgangspunkt i, hvad der i situationen er bedst for dig og dit barn.
Om behandlingen
En god vejrtrækning kan virke smertelindrende og hjælpe dig med at afspænde under veerne, og dermed hjælpe kroppen med fødselsarbejdet. Hvis du spænder op i kroppen, kommer du nemt til at modarbejde veerne.
I videoen kan du se vores jordemoder, Mathilde, fortælle om og guide dig i vejrtrækning under fødslen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Massage virker særligt godt på lændesmerter og kan gives under hele forløbet. Samtidig frigives der Oxytocin (kærlighedshormon) ved berøring, der får os til at føle velvære og er med til at stimulere veerne.
Man kan ikke på forhånd sige, at en bestemt måde at massere på er bedre end andre. Nogle fødende har gavn af let berøring, andre af kraftigere massage eller faste tryk over lænden, ryggen, ballerne eller lårene.
Nogle fødende oplever ubehag ved berøring under veerne.
Prøv jer frem og se se, hvad der virker for jer.
Derudover giver det dig mulighed for at arbejde aktivt med veerne, ligesom du for eksempel også kan gøre ved vejrtrækning. Samtidig hjælper bevægelse barnets rotation gennem bækkenet og kan derfor være med til at fremme fødslen.
Varme kan virke smertelindrende, da det får musklerne til at slappe af og virker beroligende. Varmens virkning kan udnyttes under fødslen ved for eksempel en varmepude, en varm hånd på lænden, i brusebad eller i et badekar.
Brug af varmepude
En varmepude er særlig god til smerter over lænden eller skambenet.
Du kan allerede tidligt i fødslen, mens du er hjemme, bruge en varmepude som smertelindring.
Har du ikke en varmepude, kan du meget let lave en:
Gør et lille håndklæde vådt og vrid det
Læg håndklædet i en pose, der kan tåle mikrobølgeovn
Varm posen i mikrobølgeovnen i cirka 1 minut
Læg posen i et omslag, fx et hovedpudebetræk eller en stofble
Varmepuden er klar til brug
Vær opmærksom på, at varmepuden ikke bliver så varm, at du brænder dig på den.
Du må gerne medbringe en elektrisk varmepude, når du kommer ind på Fødeafsnittet.
Har I også varmepuder, man kan bruge?
Mange fødende oplever, at varmt vand giver en afslappende effekt, som tager toppen af veerne. Vand kan bruges undervejs i fødslen enten i form af brusebad eller badekar.
Irriterende plukkeveer og småveer kan dulmes ved vandets afslappende og smertestillende effekt.
Vandet i et kar giver et let modtryk mod de områder, der gør ondt og kan på den måde virke smertelindrende. Vi har fødekar på alle fødestuer. Der er derfor god mulighed for at komme i badekar undervejs i fødslen.
Vær opmærksom på, at der kan opstå pause i veerne, og der kan gå nogen tid, før veerne igen bliver effektive, hvis du bruger badekar meget tidligt i fødslen.
Steriltvandspapler er sterilt vand, der sprøjtes ind lige under huden i små depoter, hvor veen gør ondt. De virker næsten øjeblikkeligt og de efterfølgende 1-2 timer.
Effekten sker ved, at man frigiver kroppens eget smertelindrende hormon i området, hvor de anlægges.
Der er ingen bivirkninger for mor eller barn.
TENS-apparatet er et lille apparat, som via ledninger tilkobles klistermærker siddende på din ryg og lænd. Apparatet sender elektriske impulser, der virker smertelindrende.
De elektriske impulser virker både som massage lokalt, og samtidig tricker de kroppen til at frigive endorfiner i området, hvor plastrene sidder.
Du eller din partner styrer selv de elektriske impulser med apparatet.
Akupunktur er små nåle, der anlægges i forskellige punkter og stimulerer kroppens energibaner til for eksempel at virke afslappende eller lokalt smertelindrende.
Akupunktur kan også bruges som vestimulering under fødslen.
Akupunktur udføres af jordemoderen, som sætter et antal akupunkturnåle forskellige steder i kroppen. Nålene stimulerer energibanerne i kroppen og derfor ændres smerteoplevelsen.
Alle fødende kan få akupunktur og der er ingen påvirkning af barnet.
Som udgangspunkt gør det ikke ondt at få akupunktur.
Har du som førstegangsfødende en meget langvarig opstartsfase, inden du går i aktiv fødsel, kan du have brug for ro og hvile for at samle kræfter til resten af fødslen.
I det tilfælde bliver du eventuelt tilbudt et "sovesæt", som består af 1 g Pinex til at tage toppen af smerterne og en indslumringstablet, som er en mild for for sovetablet.
Vurderer jordemoderen, at du har brug for medicin til at få ro på din livmoder, kan du i nogle tilfælde få en indsprøjtning med medicin, der gør at livmoderen slapper af, og du dermed får mere ro til at hvile dig.
Bivirkningerne ved sovesætter kan være hjertebanken, kvalme og opkast.
Lattergas er en blanding af kvælstofilte og ilt, der gives i en maske under fødslen. Gassen virker euforiserende og afslappende.
Mange får en fornemmelse af at være let beruset og afslappet. Man kan derfor stadig mærke veerne, men mange fødende bliver mere ligeglade med veerne.
En Epidural-blokade er en lokalbedøvelse, der anlægges øverst i lænden af en narkoselæge. Bedøvelsen føres gennem et tyndt kateter ind i ryggen.
Blokaden virker ved, at nerverne fra livmoderen og fødselsvejen blokeres, inden de når rygmarven. På den måde mærker du slet ikke eller kun en meget lille del til smerterne fra veerne.
Blokaden virker bedst i udvidelsesperioden. I takt med at barnet kommer længere ned i bækkenet, begynder blokadens effekt at aftage, da vi på et tidspunkt får brug for, at du kan mærke veerne, når du skal presse.
Epidural-blokaden er vores mest effektive form for smertelindring, men er samtidig forbundet med en række bivirkninger – læs mere i vejledningen Epidural smertebehandling til fødsler.
En Pudendus-blokade kan bruges i den sidste del af fødslen lige inden, at barnet fødes.
Den anlægges af jordemoderen via et indføringshylster gennem skeden, hvor der sprøjtes lokalbedøvelse ind, så den nederste del af skeden og mellemkødet bedøves.
Infiltrations- og overfladebedøvelse er en lokalbedøvelse, der virker lokalt, hvor det anlægges, fx i mellemkødet, i skeden eller i skamlæberne.
Bedøvelsen bruges, hvis der er behov for at klippe i mellemkødet, og der ikke er mulighed for at give en Pudendus-blokade.
Efter fødslen kan bedøvelsen bruges til at sy en evetuelt bristning.
Der er ingen bivirkninger ved bedøvelsen og barnet påvirkes ikke.
Morfin er et præparat, der kan tage toppen af smerte, angst og spænding ved at påvirke hjernens smerteopfattelse. Det bruge kun i sjældne tilfælde og altid tidligt i fødslen.
Morfin hæmmer ikke normal veaktivitet. Det gives som en indsprøjtning i låret og virker i 1-3 timer.
Bivirkningerne kan være kvalme, opkastning, svimmelhed, hudkløe og kan forsinke amningen.
Det gives ikke sent i fødslen, da det kan påvirke barnets vejrtrækning de første 4-5 timer.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Vagthavende jordemoder Tlf. 78 44 58 00 Telefonen er åben døgnet rundt
Før graviditetsuge 18+0 skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen på tlf. 70 11 31 31.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1334339
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.