I visse tilfælde kan man kortvarigt anvende sovemidler. Det drejer sig blandt andet om:
- Specielle forhold med forbigående søvnbesvær, fx ved sociale eller følelsesmæssigt belastende begivenheder, ved hospitalsindlæggelse, svær sygdom m.v.
- Visse tilfælde af skiftehold og tidszoneskift (jet lag – går normalt over spontant)
- Visse tilfælde for at bryde et kronisk søvnbesvær
- Ved psykiske sygdomme i den akutte fase.
Der er forskel på sovemidler. Generelt kan man vænne sig til sovemidler. Det vil sige, at de mister deres effekt.
Vi fraråder at bruge sovemidler over en lang periode, da de fleste sovemidler kan give bivirkninger og virke uheldigt sammen med andre typer medicin.
Tal med din egen læge, hvis du overvejer at bruge sovemedicin.
For at undgå tilvænning til sovemidler, anbefaler vi at bruge den lavest mulige dosis i kortest mulig tid samt lægemidler med kort eller middelkort udskillelsestid.
Der findes en nyere type medicin, der indeholder stoffet melatonin, som nogle personer kan have glæde af i forbindelse med dårlig nattesøvn, og som adskiller sig med hensyn til brug og bivirkninger.