190620 Simulationstræning skopi-folkene_DSC0297_1040px.jpg

Patientens vej fra ankomst til undersøgelse og hjem igen var i fokus, da Skopi-klinik forleden trænede i nye rammer forud for indflytningen i RH Viborgs nye akutcenter.

26-06-2019

Hvor tager vi imod patienten? Hvordan guider vi ham til operationsstuen? Hvor skal han skifte tøj, hvor stiller vi hans biopsi, og hvordan sikrer vi patientens integritet under hele forløbet?


Der var plads til både helt lavpraktiske øvelser og etiske overvejsler, da medarbejderne fra Skopi-klinik forleden var på besøg i deres kommende lokaler. Her lærte de de nye rammer at kende og trænede de undersøgelser og arbejdsgange, som fra uge 35 skal foregå på etage 4 i RH Viborgs nye akutcenter.


- Vi ændrer ikke på de undersøgelser og indgreb, vi udfører, men de fysiske rammer vil være nye, når vi flytter. Derfor skal vi øve os, så vi er helt klar og ved, hvor tingene er, og hvordan vi skal agere, når første patient ankommer i de nye rammer den 26. august, fortæller uddannelsesansvarlig Sanne Andersen fra Operation og Intensiv, som Skopi-klinik er en del af.


I patientens fodspor

I løbet af tre dage fik i alt 25 medarbejdere mulighed for at øve arbejdsgangene i det nye akutcenter. Her gennemførte de tre forskellige patientcases med fokus på både standardprocedurer og sjældnere scenarier med særlige komplikationer.


- Vi gik helt bogstaveligt i patientens fodspor lige fra ankomsten til selve undersøgelsen og videre til hvilepladserne og hjem igen. På den måde fik vi øje på alt det, som fungerer rigtig godt i de nye rammer – og et par ting, som vi lige skal have justeret, inden vi tager imod rigtige patienter til august, fortæller Sanne Andersen.


Blandt andet viste der sig et behov for stuenummer på indersiden af de operationsstuer, hvor skopierne skal foregå, så også nye medarbejdere har en chance for at tilkalde præcis hjælp, hvis de får behov for det. På samme måde fik klinikken afklaret, hvor hjertestop-holdet skal modtages, hvis der skulle blive nødvendigt. Begge dele detaljer, som formentlig ikke bliver relevante ved de første mange patienter, men som spiller en afgørende rolle for patientsikkerheden i "worst case"-situationer.


Trygge medarbejdere og sikre patienter

For medarbejderne har de tre øvegange betydet større tryghed forud for flytningen, vurderer Sanne Andersen.

 

- Vi har lært de nye rammer bedre at kende og har fået en klar fornemmelse af, at flytningen nok skal gå. Vi skal jo ikke andet, end vi plejer – bare i nye rammer, siger Sanne Andersen.


Samtidig er træningen en gevinst for patientsikkerheden.


- Det gør en stor forskel, at vi kender arbejdsgangene, ved hvor udstyret ligger og kan finde rundt, så vi ikke først skal til at forholde os til den slags, når vi står med de første patienter. På den måde kan vi koncentrere os om at give dem en god undersøgelse, siger Sanne Andersen.


Skopi-klinik flytter ind i de nye lokaler i løbet af uge 34 og åbner mandag den 26. august. Det er den anden større indflytning i det nye akutcenter, som til årsskiftet vil være i brug på alle etager.