Hænder_DSC7195_1040px_med-logo.jpg

27-09-2019

Lions Club Hammel Neurocenter er en ny type klub, der ser dagens lys som den første af sin slags i Danmark. Klubben har specifikt fokus på at hjælpe patienter og pårørende på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

På Hammel Neurocenter er patienterne indlagt, fordi de har fået en hjerneskade, og de er typisk indlagt i flere måneder, mens de gennemgår et rehabiliteringsforløb. I den nye Lions Club Hammel Neurocenter kan medlemmerne få lov at gøre en forskel for de indlagte patienter og pårørende, der er i en livskrise og har brug for hjælp.

Klubbens formål er at støtte neurorehabiliteringen på neurocentret ved at afholde aktiviteter, der indsamler økonomiske midler til centret. Innovative kræfter har udviklet konceptet for klubben, der er en helt ny specialklub i Lions-regi med ét enkelt formål. Klubben sigter efter at skabe økonomisk overskud, der bliver doneret til Hammel Neurocenter.

- Vi synes, at Hammel Neurocenter er et fantastisk sted, og vi vil gerne gøre en særlig indsats for at hjælpe patienter og pårørende. Det kan vi gøre ved at etablere en klub med et enkelt formål – nemlig at samle penge ind til centret igennem forskellige aktiviteter. Og vi kan tilbyde neurocentret at arrangere aktiviteter for patienter og pårørende, siger Henrik Storch fra Lions Club, der er formand for klubetablering og en af de tre initiativtagere til etableringen af den nye klub.

Et fantastisk ekstra tilbud til patienter og pårørende

I Lions Club Hammel Neurocenter vil medlemmerne komme til at hjælpe folk i nød. De vil opleve, at kammeratskab og fællesskab vægtes højt sammen med trofasthed, mod og engagement. Der er rig mulighed for at realisere sig selv gennem forskellige projekter, og der er mulighed for at tilegne sig erfaring og kompetencer inden for eksempelvis planlægning, koordinering, indkøb, salg og markedsføring.

- Vi glæder os over Lions Clubs nye initiativ og vores samarbejde. Det er et rigtig spændende projekt, og det bliver fantastisk at kunne give vores patienter og deres pårørende nogle nye muligheder under indlæggelsen. Den nye klub erstatter ikke det arbejde, som vores dygtige ansatte udfører, men den er et ekstra tilbud til patienter og pårørende, siger oversygeplejerske Bente Dam, der er en del af centerledelsen på Hammel Neurocenter, og fortsætter:

- Formålet med at have frivillige til at støtte Hammel Neurocenter er at skabe mulighed for livsbekræftende samspil mellem patienter, pårørende, medarbejdere og frivillige. Deres indsats er et supplement til at bringe hverdagslivet ind i rehabiliteringen med aktiviteter, der højner livskvaliteten for patienter og pårørende.

Mulighed for at gøre en forskel for sig selv og andre

Medlemmerne af den nye klub kan for eksempel sprede glæde ved duften og smagen af nybagte boller, og de kan skabe smil og adspredelse hos både patienter og pårørende. Det vil klubben gøre ved eksempelvis at holde julestue og Sankt Hans på neurocentret.

- Vi ønsker også at tage hånd om de pårørende, der står i en vanskelig situation, fordi deres kære har fået en hjerneskade. Vi kunne for eksempel invitere pårørende med på en sejltur på et skoleskib, vi anvender i Lions Club, og på den måde give dem en oplevelse og adspredelse. Kun fantasien sætter grænser for, hvad vi kan gøre, og for hvordan vi kan indsamle penge til arrangementerne, lyder det fra Henrik Storch.

Lions Club Hammel Neurocenter forener medlemmerne i venskab, godt kammeratskab og gensidig forståelse. Det er en fleksibel klub, hvor der er mulighed for at bruge de timer, man har lyst til på forskellige frivillige aktiviteter. Få timer eller mange timer – begge dele gør en forskel.

En fleksibel klub for alle

Der er også sociale arrangementer for medlemmerne, og det er muligt at komme alene, som familie eller som venner. Der er plads til alle – unge, midaldrende og ældre.

Lions Club Hammel Neurocenter har hjemsted i Hammel, men medlemmer er velkomne fra hele landet. Klubben er godkendt af Lions Clubs International og skal derfor følge de internationale Lions-love, -vedtægter og etiske regler. Mottoet for klubben er "We Serve" (vi hjælper).

Lions Club Hammel Neurocenter holder orienteringsmøde om den nye klub torsdag den 10. oktober klokken 19.00 til 21.00 på Hammel Neurocenter, Voldbyvej 15A, indgang A, mødelokale 3. Her vil initiativtagerne fortælle om klubben. Alle er velkomne til at deltage i mødet. Man tilmelder sig mødet ved at skrive en mail til neurocenter@hammel.rm.dk senest den 7. oktober.

Fakta om Lions Club

• Lions Club er verdens største frivillige humanitære hjælpeorganisation
• Der er Lions-klubber i 200 lande
• Der er cirka 48.700 klubber med omkring 1,5 millioner medlemmer
• Lions Club yder samlet set støtte med et årligt beløb på cirka 10 milliarder kroner
• Lions Club i Danmark donerer årligt cirka 35-45 millioner kroner til humanitære formål

Yderligere oplysninger

• Henrik Storch, formand og initiativtager til Lions Club Hammel Neurocenter: 4246 0311 / henrikstorch@yahoo.dk 
• Bente Dam, oversygeplejerske og medlem af centerledelsen, Hammel Neurocenter: 2213 4390 / bente.dam@midt.rm.dk