For medarbejderne på Regionshospitalet Viborgs Fødeafsnit blev 2019 endnu et dejligt år med mange fødsler. Med i alt 2136 nyfødte borgere i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner har en ny generation set dagens lys.

02-01-2020

Der var gang i fødslerne lige til det sidste i 2019, og selv på årets sidste dag kom fire skønne piger og drenge til verden. Dermed sluttede de sig til de i alt 2136 børn, som i løbet af 2019 blev født med hjælp fra jordemødre, sociale- og sundhedsassistenter og læger ved Regionshospitalet Viborg.

I løbet af året kom i alt 1092 drenge og 1044 piger til verden på hospitalets fødeafsnit eller derhjemme med hjælp fra hospitalets jordmødre. Det svarer til rundt regnet 6 fødsler i døgnet – og er rigeligt til at fylde den store fødselstavle på fødegangen med kulørte knappenåle.
De røde knappenåle viser antallet af pigebørn, mens de blå knappenåle repræsenterer drengebørnene.

Tvillingefødsler er markeret med gule nåle, mens de grønne knapper er sat ved alle hjemmefødslerne. De hvide knappenåle repræsenterer englebørnene – altså de fødsler, som desværre ikke resulterede i et levedygtigt barn – og er kun sat i de tilfælde, hvor forældrene har ønsket det.


Fødselstavlen er i øvrigt blevet frisket op med nyt design i det forgangne år, så den nu matcher de to nyindrettede bæredygtige fødestuer med korkmøbler og naturtapeter.


Fra hospitalets Fødeafsnit forlyder det, at fødselsåret 2020 allerede er i fuld gang - og fødegangens personale håber at kunne sige velkommen til verden til mange børn og nye familier i de kommende måneder.

IMG_4815_rettet2.jpg