Ny gangrobot hjælper rygmarvsskadede med genoptræningen
foto: Agata Lenczewska-Madsen
02-05-2019
Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) har fået bevilget en ny lokomat, som skal erstatte den gamle fra 2009. En lokomat er gangtræningsudstyr med kropsaflastning og robot assistance til brug for neuro-rehabiliteringspatienter. I dette tilfælde rygmarvsskadede patienter.
Den nye lokomat ankom til VCR midt i april, hvor to schweiziske teknikere fra producenten Hocoma og en tekniker fra den danske forhandler Intra Medic sørgede for installationen, testkørsel og overlevering.
Fysioterapeuterne på VCR er meget begejstrede for den nye gangrobot og glæder sig til at få den i brug, fortæller ledende terapeut Lasse Thulstrup.
- Vi må dog lige til i begyndelsen af maj på, at personalet bliver lært op i den nye lokomat og bliver certificeret til at bruge den, før vi kan afprøve den på patienterne, siger han.
I forhold til den gamle lokomat på VCR, er den nye opdateret på alle parametre. Det gør den nemmere at betjene for personalet, lige som den nye maskine har flere smarte tekniske finesser til gavn for patienterne, der skal modtage genoptræningen.
- Den nye lokomat er den nyeste model på markedet. Den er mere funktionel og har en brugerflade, som er nemmere at betjene og justere for personalet.
Platformen på den nye lokomat er kun 15 cm høj, hvilket gør, at det er lettere at få en kørestolsbruger op på platformen. Den gamle platform var en halv meter høj og krævede mange kræfter for personalet at få patienterne op på.
Smarte finesser
Den nye lokomat på VCR tager højde for den enkelte patients gangmønster og kan også indstilles ved bækkenet, så patientens gang bliver så naturlig som mulig.
- Det er muligt at indstille maskinen, så den efterligner patientens gangmønster. Det er meget vigtigt at gå langt, da de mange gentagelser af patientens gangmønster over tid kan være med til at genetablere forbindelsen til de nervebaner, der er blevet ødelagt, siger Lasse Thulstrup.
Lokomaten kommer med indbygget skærm. Den viser blandt andet personalet, hvordan patienten bruger sin krop, og om der er det ønskede fremskridt i genoptræningen. På den måde kan personalet sætte målrettet ind over for den enkelte patients udfordringer.
Desuden kan skærmen fungere som et 'animationsspil' under gangtræningen, hvor patienten skal gå en bestemt vej og indsamle mønter undervejs.
- Øvelsen er ikke kun at gå ligeud. Patienterne skal kunne ændre retning. Lokomaten øver alle funktionerne med dem – på en lidt sjovere og mere udfordrende måde end den gamle gjorde, fortæller Lasse Thulstrup.
Terapeuterne er ikke i tvivl om, at de rygmarvsskadede patienter på VCR vil kunne profitere af træningen på den nye lokomat og dermed forbedre deres gangfunktion på både kvalitet, distance og hastighed.