ThomasKlebeweb.gifFoto: Agata Lenczewska-Madsen

1. januar 2020 tiltræder Thomas Klebe som ledende overlæge i Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg.

29-11-2019

Hospitalsenhed Midt har ansat Thomas Klebe som ledende overlæge i Center for Planlagt Kirurgi med særligt ansvar inden for ortopædkirurgi. Som ledende overlæge bliver Thomas Klebe en del af centerledelsen i Center for Planlagt Kirurgi sammen med ledende overlæge Peter Toft og oversygeplejerske Maria Brinck Krog.

Thomas Klebe er 58 år. Han blev speciallæge i ortopædkirurgi i 2003 og kommer fra en stilling som overlæge i Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg.

- I hospitalsledelsen glæder vi os over ansættelsen af Thomas Klebe i stillingen som ledende overlæge til Center for Planlagt Kirurgi. Thomas er en meget erfaren og dygtig speciallæge, som desuden kender centret rigtig godt. Han er engageret i personalet og brænder for sit fag. Vi ser frem til det fremtidige samarbejde med ham, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Thomas Klebe har gennem sin karriere arbejdet som ortopædkirurg på hospitalerne i Viborg, Aarhus og Aalborg, indtil han i 2004 blev ansat på hospitalet i Silkeborg – først som afdelingslæge på Idrætsklinikken, siden hen som overlæge, sektorchef og faglig ansvarlig inden for det skulder- og albuekirurgiske subspeciale i det nuværende Center for Planlagt Kirurgi.

- På Regionshospitalet Silkeborg har vi fokus på aktivitet, kvalitet, arbejdsmiljø og patienttilfredshed. Personligt er jeg meget optaget af, hvordan vi kan skabe udvikling, kvalitet og effektivitet samtidig med, at vi fastholder attraktive arbejdspladser med både trivsel og et godt arbejdsmiljø. Jeg ser et stort potentiale i at skabe sammenhængskraft med de øvrige afdelinger i Hospitalsenhed Midt, og jeg vil bidrage til et godt samarbejde, så vi kan skabe resultater på tværs af afdelingerne, siger Thomas Klebe.

Center for Planlagt Kirurgi samler ortopædkirurgi, bedøvelse og intensiv behandling i samme center. Centret rummer desuden smerteklinik og friklinik, som varetager særlige opgaver på områder med mange patienter, for eksempel operationer øjenkirurgi og åreknuder.

Thomas Klebe er gift med Lotte Niebur, som er oversygeplejerske i Børn og Unge og på Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Viborg. De bor i Silkeborg og har tre sammenbragte børn.


Yderligere oplysninger:
Claus Brøckner, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt. Tlf.: 7844 1003.

Thomas Klebe, overlæge, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg. Tlf..: 7841 6469.