Borgmester Ulrik Wilbek sendte deltagerne til Viborgs første Wings For Life løb af sted. Privatfoto.

07-05-2019

I søndags sendte Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, deltagerne til årets Wings For Life motionsløbet ud på en rute rundt om Søndersø i Viborg.

Wings For Life er en velgørende organisation, som kæmper for en kur imod rygmarvsskader. Løbet har været afholdt årligt verden over siden 2014, og i søndags blev løbet afholdt i Viborg for første gang. Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg var vært for løbet, der blev planlagt i samarbejde med patientforeningen for rygmarvsskadede og med sponsorstøtte fra Red Bull.

Løbet udgik fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade ved Søndersø i Viborg, og ved startstedet havde deltagere og tilskuere mulighed for at besøge samlingsteltet 'liv og luft under vingerne', hvor seje kørestolsbrugere fortalte om deres grænseoverskridende aktiviteter på hjul: Hvordan føles det at håndcykle til Paris? Og kan man virkelig bestige rigtige bjerge i kørestol?

Wings For Life er et såkaldt App løb, hvor hver enkelt løber mod en virtuel målstreg. Deltagerne løber eller kører i kørestol.

Indtægterne fra løbet går til forskning i rygmarvsskader.