Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

21-01-2020

Flere gange om året valfarter medicinstuderende til Regionshospitalet Viborg, fordi de er vilde med det tværfaglige læringsmiljø på hospitalet.

Medicinstuderende på Aarhus Universitet stiller gerne vækkeuret ekstra tidligt om morgenen for at få den bedste praktikplads. Når 9. semester medicinstuderende skal i praktik på et hospital, foretrækker mange af dem at stå ekstra tidligt op for at tage den lange togtur til Viborg, hvor Regionshospitalet Viborg tilbyder et tværfagligt læringsforløb. Her stifter de medicinstuderende både bekendtskab med hjerte, lunger, kar, anæstesi og klinisk fysiologi i deres uddannelsesforløb.

Involvering og inkludering

De medicinstuderende roser i mange vendinger det sundhedsfaglige personale for at tage godt imod dem på Regionshospitalet Viborg.

- Lægerne udviser en stor lyst til at undervise og lære fra sig. Her føler man som studerende virkelig, at man er til gavn og ikke i vejen, fortæller en studerende.

Dén udtalelse er Jens Refsgaard, som er ledende overlæge på Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg, glad for at høre, men understreger samtidigt, at det netop også er sådan, det bør være.

- De studerende er her for at lære. Når de kommer her på hospitalet, så regner vi med dem, og vi involverer dem så meget, som vi kan i det daglige arbejde, siger han.

På hospitalet evaluerer personalet løbende på undervisningen og arbejder på at gøre undervisningen for de medicinstuderende endnu bedre. Det betyder blandt andet, at hospitalet har systematiseret EKG-undervisningen og har fået en systematisk tilgang til hjerte-CT. Det er også blevet bemærket af de studerende.

- Jeg synes, at Hjerte-CT var 'mega-nice'. Vi fik lov til at være med og følge karrene under skanningen. Jeg følte, jeg lærte rigtig meget af det. Jeg blev involveret, siger en studerende.

Stuegang og egne patienter

Ud over en mere systematisk tilgang til flere elementer i undervisningen i klinikken, er det seneste hold af medicinstuderende på hospitalet blevet præsenteret for en såkaldt 'buddy-team' stuegang, hvor to studerende arbejder sammen om en patient til stuegang. Her får de også mulighed for at få feedback fra en erfaren læge.

- Stuegang giver både de studerende mulighed for at opleve, hvad det betyder at arbejde selvstændigt, give feedback til en kollega og med at arbejde tværfagligt. Det er vigtigt, at de studerende lærer at gå stuegang, mens de er hos os. Der findes ingen bog, hvor man kan lære at gå stuegang – det er learning by doing, hvor direkte supervision er en væsentlig del af det, siger Jens Refsgaard.

Opfattelsen blandt de studerende er også, at stuegangen giver dem lidt ekstra erfaring, som de ikke kan læse sig til.

- Jeg følte mig inkluderet, når personalet satte patienter af til os. Det fungerede rigtig godt med stuegang, hvor vi fik egne patienter, vi kunne arbejde sammen om to og to. Egentlig skal der jo så lidt til for at gøre en arbejdsdag fed for en medicinstuderende – bare giv mig en patient, siger en studerende med et smil.

Jens Refsgaard er glad for alle de positive tilkendegivelser fra de medicinstuderende, men mener også, at det er vigtigt at kunne finde glæden i at undervise og være med til at præge fremtidens læger. Endvidere er et godt uddannelsesmiljø en klog form for rekrutteringspleje, understreger han.

- Det at have studerende giver et ungt, frisk pust i hverdagen, og det udfordrer os nogle gange i de vaner, vi har, siger den ledende overlæge.

Regionshospitalet Viborg har mellem 70 og 80 medicinstuderende gennem uddannelsesforløb hvert år.