Fødeafsnittet i Viborg
Vi modtager jer, når I skal føde. Ring altid til os, inden I kommer. Find praktisk information om fødslen her.
Det skal I medbringe
Pak gerne tasken i god tid før fødslen.
Medbring altid
- Vandrejournal
- Toiletsager
- Tøj til barnet og til mor (til brug under indlæggelsen)
- Skjorte/cardigan til både mor og far til efter fødslen (det letter hud-mod-hud-kontakt)
- Babydyne og 2 dynebetræk
- Drikkedunk
Autostol og bagage til eventuel indlæggelse skal blive i bilen under fødslen.
Medbring gerne
- Snacks, for eksempel chokolade
- Mad til partner
- Behagelige sko eller klipklappere
- Ammeindlæg
- Kamera eller mobiltelefon
Vi stiller følgende til rådighed
- Hygiejnebind til den fødende
- Bleer, stofbleer og vaskeklude til barnet
- Sengelinned og håndklæder
Praktisk under fødslen
Når I kommer
Brug ringklokken i venteværelset, når I ankommer. Tag plads i stolene i venteværelset, indtil jordemoderen kommer.
Husk at registrere jeres bil på den hvide tablet.
Jordemoderen følger jer til et undersøgelserum.
Til undersøgelsen vil jordemoderen:
- Undersøge dig udvendigt på maven for at vurdere, hvordan barnet ligger
- Lytte til barnets hjertelyd
- Undersøge dig indvendigt for at vurdere, om din livmoderhals og livmodermund er begyndt at åbne sig
Jordemoderen vurderer, om du er i aktiv fødsel og skal videre på en fødestue. Er du endnu ikke i aktiv fødsel, sender vi dig hjem, hvis alt er normalt og du er tryg ved det.
Fødestue og faciliteter
Vi har 6 sansefødestuer.
På stuerne er der en storskærm, hvor I har mulighed for at se forskellige film af naturen fra lokalområdet. Filmene er lavet med rolig musik og naturlyde. I kan også dæmpe belysningen på stuen og vælge mellem forskellige farver lys.
Alle stuer er indrettet med tapeter med motiver fra naturen i og omkring Viborg.
Derudover har alle stuer:
- Badekar, som I kan bruge til vandfødsel og som smertelindring under fødslen
- Eget badeværelse med toilet og bruser
Alle stuer er indrettet med møbler af kork, der giver en særlig hyggelig stemning. De fleste stuer har også en dobbeltseng, hvor I kan ligge sammen under og efter fødslen.
Rundvisning på afsnittet
Se filmen, hvor I får en rundvisning på afsnittet og hører om, hvordan en fødsel hos os foregår.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Mad og drikke
Som fødende får du mad og drikke under fødslen.
I er velkomne til at medbringe mad og drikke hjemmefra.
Tag gerne snacks med, som kan give fornyet energi undervejs.
I afsnittet har vi drikkevarer i form af vand, saftevand, juice, kaffe og te. Spørg personalet så finder vi det, I har brug for.
Det er også muligt at købe mad i kantinen (Indgang F) eller kiosken (Indgang A) på hospitalet.
Se åbningstider for kantine og kiosk på Regionshospitalet Viborg
Efter fødslen tilbyder vi jer lidt at spise og drikke.
Fødslens faser
Læs mere om, hvordan en fødsel foregår på vibarn.dk.
Her finder du også gode råd og tips til de første dage efter fødslen. Du kan blandt andet læse om amning og pleje af jeres nyfødte barn.
Når I skal hjem
Barselsophold på hospitalet
Vi tilbyder et barselsophold på Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende, hvis du:
- Er førstegangsfødende
- Er flergangsfødende og har haft komplikationer i graviditeten eller under fødslen
- Har født ved kejsersnit
De fleste er indlagt 1-2 dage, men ingen barselsforløb er ens. Derfor tilpasser vi barselsopholdet efter jeres behov, så I får en god og tryg start som nybagt familie.
Hjem efter fødslen
Er du flergangsfødende, og er fødslen gået uden komplikationer, udskriver vi dig cirka 4-6 timer efter fødslen.
Vi laver et udskrivelsesbrev om din fødsel og indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om din fødsel og den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Inden I tager hjem, får I tilbud om:
- Barselsopkald fra jordemoder 1-2 dage efter fødslen
- Besøg i Barselsklinikken 2-3 døgn efter fødslen
Tilbud til førstegangsfødende
Som førstegangsfødende kan I vælge at tage direkte hjem efter fødslen.
Hvis I vælger at tage hjem, tilbyder vi at komme hjem til jer på dag 1 og 2 efter fødslen.
I får besøg af en jordemoder, som hjælper jer med at komme godt i gang som nybagt familie.
Jordemoderen vil også:
- Tale fødslen igennem med jer
- Veje barnet
- Lave en hørescreening og hælblodprøve, hvis I ønsker det
Spørgsmål efter fødslen
I har mulighed for at kontakte en jordemoder eller sygeplejerske i den første uge efter fødsel.
Kontakt os på 78 44 25 20.
I kan også stille spørgsmål og sende billeder til os via Emento-appen.
Til partner/pårørende
Din rolle under fødslen
Som partner eller fødselshjælper har du en vigtig rolle under fødslen. Du kan være med til at støtte den fødende og dermed hjælpe til, at det bliver en god oplevelse for jer.
Du kan for eksempel hjælpe den fødende ved at:
- Støtte med vejrtrækning
- Holde hånd og opmuntre
- Sørge for kolde drikke og snacks
- Holde en kold klud på panden
- Give massage på lænden
- Fotografere under forløbet
Vi ønsker et tæt samarbejde med dig, og vil meget gerne inddrage dig i det omfang du og den fødende ønsker.
Du kan frit være på fødestuen og i vente- og opholdsrummet på afsnittet. Af hensyn til de andre fødende skal gangarealet udenfor fødestuerne kun bruges til gennemgang.
Besøg
Vi opfordrer jer til at begrænse besøgene på Fødeafsnittet. Efter aftale med jordemoderen må ældre søskende komme og se deres lillesøster/-bror for første gang, mens I fortsat er på Fødeafsnittet.
Det er rarest for både jer og de andre fødende og partnere, at der er mest mulig ro på afsnittet.
Som pårørende kan du komme på besøg, når den nybagte familie kommer hjem, eller er blevet flyttet til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende.
Find vej
Adresse
Fødeafsnittet
Kvindesygdomme og Fødsler
Regionshospitalet Viborg
Banevejen 7C
8800 Viborg
Indgang og etage
Indgang C, etage 5
Brug blå trappe eller blå elevator
Kort
Find vej til Fødeafsnittet
Se fillmen hvor vi fortæller om, hvad I skal gøre, inden I kommer, og hvordan I finder vej til afsnittet.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om afsnittet
I Fødeafsnittet modtager vi dig, som er gået i fødsel.
I er hos os under fødslen, og i de første timer efter fødslen.
I afsnittet møder I forskellige faggrupper.
Faggrupper I kan møde:
- Jordemoder
- Social- og sundhedsassistent
- Fødselslæge
- Lægesekretær
I kan også møde studerende og elever.
Du får tilknyttet en jordemoder og eventuelt en studerende, når du er i aktiv fødsel. Jordemoderen er til stede på stuen under forløbet. I kan opleve vagtskifte undervejs i fødslen.
Til sidst i fødslen assisterer en social- og sundhedsassistent eller en anden jordemoder. Derudover er der altid et team af fødsels- og børnelæger, som er klar til at træde til ved behov.