Et håndledsbrud opstår oftest ved fald, hvor du tager fra med hånden. Ved et brud kommer der altid hævelse og smerter. Smerterne er værst de første par dage.
En del brud kan klares med gips-bandage i 4-6 uger, og det kan være nødvendigt at sætte bruddet på plads først.
Hvis bruddet ikke kan holdes på plads med gips-bandage, er det nødvendigt med en operation, hvor bruddet sættes fast med metaltråde, skruer og evt. en metalskinne.
Det har betydning for behandlingen, om dit brud er forskubbet eller ej.
De fleste brud heler, så funktionen bliver god igen efter nogle få måneder.
Om behandlingen
Du får taget et røntgenbillede af dit håndled under dit besøg i Skadestuen for at se, om du har brud på en af knoglerne ved håndleddet.
Det er ikke altid muligt at se, om du har et brud ved hjælp af røntgen. Hvis vi er i tvivl, skal du til en MR-skanning for at kunne af- eller bekræfte et brud.
Hvis du skal til en MR-skanning, får du tilsendt en tid indenfor få dage.
Hvis dit brud ikke er forskubbet, får du anlagt en gipsskinne. Du skal lave øvelser for at undgå hævelse og få en ordentlig heling af bruddet.
Hvis dit brud er forskubbet, får du det sat på plads i lokalbedøvelse. Det vil sige, at dit håndled bedøves, og du er vågen undervejs. Derudover får du anlagt en gipsskinne.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at operere for at holde bruddet på plads. Dette kan ske i lokalbedøvelse (håndleddet bedøves, og du er vågen undervejs), eller under indlæggelse i fuld bedøvelse (du sover og er uden tidsfornemmelse under operationen).
Du skal bruge håndkøbsmedicin som smertestillende behandling, hvis du har behov for det.
Voksne skal have Paracetamol eller Ibuprofen (evt. samtidigt) ud fra, hvad lægen ordinerer.
Hvis du har tendens til sure opstød eller mavesår, skal du være opmærksom, når du tager Ibuprofen.
Børn skal have Paracetamol ud fra, hvad de vejer, eller efter, hvad lægen ordinerer.
Hvis det håndkøbssmertestillende medicin ikke dækker dine smerter, skal du kontakte din egen læge/vagtlæge.
Kontakt os, hvis du oplever gener eller forværring i form af f.eks.:
Tiltagende smerter
Kuldefornemmelse i fingre
Snurrende fornemmelse i fingre
Hævelse af fingre
Misfarvning af fingre (f.eks. blå farve).
Du skal kontakte os, hvis du oplever problemer med gipsen i form af, at:
Gipsen strammer
Gipsen er løs
Gipsen "gnaver"
Gipsen knækker
Gipsen bliver våd.
Vær opmærksom på
Du må ikke bruge fingerringe på den skadede hånd, da din hånd/fingre kan risikere at hæve op.
Så længe armen er i gips, er det meget vigtigt, at du ikke bærer, skubber eller trækker nogle tunge ting, da du kan risikere at gøre skaden være.
Så længe armen er i gips, er det vigtigt, at du beskytter gipsen imod at blive våd.
Du skal f.eks. tildække gipsen, hvis du er udenfor i regnvejr og beskytte den med f.eks. en plastikpose, når du er i bad.
For at forebygge, mindske eller fjerne hævelse af din arm, hånd og/eller fingre, skal du gøre følgende:
Hold din hånd højt/eleveret (over hjertehøjde). Placer armen på puder, når du sidder og ligger.
Stræk armen op over hovedet og stræk fingrene 20-30 gange. Dette gentages et par gange i timen.
Det er vigtigt, at du respekterer din smertegrænse.
I begyndelsen (ca. de første 14 dage) er det almindeligt, at du kun kan bruge din hånd som støttehånd og til lettere gøremål, f.eks. til spisning og lignende. Derefter kan du bruge din hånd mere og mere.
Øvelser
Så længe armen er i gips, er det meget vigtigt, at du holder gang i de led, der ikke er i bandage, så du vedligeholder bevægeligheden i disse. Det er også vigtigt at sørge for, at musklerne i armen ikke bliver svage.
Dette kan du gøre ved at lave nogle forskellige øvelser, som du finder nedenfor.
Lav nedenstående skulderøvelser:
Løft og sænk skuldrene
Træk skulderbladene sammen
Stræk armene i vejret og sænk dem igen
Før armene så langt bagud som muligt og tilbage igen
Før armene ud til siden og løft dem over hovedet og tilbage igen.
Øvelsen skal udføres 10 gange mindst 2 gange om dagen.
Lav nedenstående albueøvelse:
Bøj og stræk albuen.
Øvelsen skal udføres 10 gange mindst 2 gange om dagen.
Lav nedenstående fingerøvelser:
Knyt hånden helt og stræk fingrene igen
Spred og saml fingrene
Før tommelfingerspidsen til de andre fingerspidser, én efter én.
Øvelserne skal udføres 10 gange mindst 2 gange om dagen.
Videre forløb
Gipsfjernelse og kontrol af dit håndled foregår hos din egen læge.
Du skal selv bestille en tid til dette, men din egen læge får også besked fra os.
Hvis lægen vurderer det, skal du til kontrol i Skadeambulatoriet på hospitalet og have foretaget et kontrol-røntgenbillede. Du vil få besked om dette under dit besøg på hospitalet eller i din e-boks.
Mere information
Hvis vi har fundet det nødvendigt, har du fået en vaccination mod stivkrampe og difteri under dit ophold på hospitalet.
Stivkrampe er en infektionssygdom, der rammer nervesystemet og kan være livstruende. Difteri er en akut infektion.
Forventede bivirkninger
Selve vaccinationen kan give dig rødme, ømhed og hævelse, hvor du er blevet stukket. Du kan også blive lidt utilpas med feber og hovedpine.
Sjældne bivirkninger, der kræver læge
I meget sjældne tilfælde kan der opstå serumsyge. Serumsyge opstår nogle dage efter vaccinationen, og symptomerne på dette er feber, hududslæt, ledsmerter, væskeophobning i kroppen samt hævelse af lymfeknuder og milt.
Hvis du får nogle af disse symptomer, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Få overblik over dine vaccinationer
Du får overblik over dine vaccinationer på www.sundhed.dk, hvor du også har mulighed for at printe dit vaccinationsbevis.
Vi sender et resumé af din indlæggelse/dit besøg på hospitalet til din egen læge.
Hvis der er noget, du er utryg ved eller i tvivl om, kan du kontakte afdelingen de første 24 timer efter udskrivelsen.
Vi kan ikke garantere, at du kan komme til at tale med det personale, der har haft med dig at gøre, men vi vil selvfølgelig besvare dine spørgsmål bedst muligt.
Efter de første 24 timer, skal du kontakte din egen læge.
Hvis du vil vide mere:
På www.sundhed.dk har du adgang til dele af din journal samt Fælles medicinkort. Du skal logge ind med dit MitID.
Du kan se din medicinliste på www.fmk-online.dk, hvis du logger ind med MitID.
Få flere oplysninger i det elektroniske sygdomsleksikon Patienthåndbogen på www.patienthåndbogen.dk
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med din behandling, kan du kontakte os direkte.
Akutafdelingen Tlf. 78 44 50 00
Skadestuen Tlf. 78 44 66 67
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/636487
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.