På ægudtagningsdagen møder både du og evt. din partner i klinikken.
Ægudtagningen bliver udført ambulant og varer ca. 10 minutter.
Ægudtagningen foregår ultralydsvejledt gennem skeden. Der føres en tynd kanyle gennem skedevæggen ind i æggestokken, hvorved æg kan suges ud. Dette bliver gjort i begge æggestokke, indtil alle ægblærer er tømt. Under ægudtagningen er der mulighed for at følge med i processen på en tv-skærm og se de æg, der bliver fundet.
Smertebehandling
Under ægudtagning er der mulighed for to typer smertebehandling, akupunktur eller traditionel medicin (syntetisk morfin). Akupunktur består af 7 nåle, som fremmer kroppens egen produktion af endorfiner (smertelindrende hormon). Forskning viser, at akupunktur er lige så smertelindrende som
medicin. Uanset hvad du vælger, vil der altid blive lagt en kanyle ind i en blodåre hvorfra der gives lokal bedøvelse i skeden.
Det er ok at være nervøs
Det er naturligt at være både spændt og nervøs før første ægudtagning. Mange spørgsmål melder sig som f.eks. hvordan det mon vil gå? Hvor mange æg vil der være? Vil det gøre ondt? Er sædkvaliteten god nok?
Vi bestræber os på at skabe trygge rammer omkring ægudtagningen, og langt de fleste oplever det udramatisk.
Der er dæmpet lys og musik på stuen, og vi taler sammen undervejs.
De fleste er klar til at tage hjem ca. 1 time efter ægudtagningen. Inden du/I forlader klinikken, vil en sygeplejerske informere om antallet af æg, evt. sædkvalitet og det videre forløb.
Det er normalt, at der er lidt blødning og menstruationslignende smerter efter ægudtagningen. Blødningen skal aftage i løbet af dagen. Smerterne vil normalt forsvinde af sig selv eller ved at tage paracetamol (f.eks Pamol, Pinex eller Panodil).