Nu skal borgere snart vaccineres mod COVID-19 i Skive Sundhedshus
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.
17-08-2021
COVID19-vaccination i Skive flytter snart fra Kulturcenter Skive til Skive Sundhedshus. Den 14. september åbner vaccinationsenheden i sundhedshuset. Indtil da foregår vaccination fortsat i kulturcentret.
- Vi flytter, fordi behovet har ændret sig. Mange er nu færdigvaccineret mod COVID-19, så vi har ikke brug for den plads, vi havde en overgang, da der var rigtig travlt, siger oversygeplejerske Ann Herling, der er leder af test- og vaccinationsområdet på Hospitalsenhed Midt.
- Vi skal fortsat vaccinere i Skive, men vi reducerer udbuddet af tider, så det passer med den efterspørgsel, der er. Samtidig har Knud Bjerre brug for vaccinationslokalerne i Kulturcenter Skive igen, fordi vi heldigvis er ved at være tilbage til en mere normal hverdag. Vi har været rigtig glade for at være i kulturcentret og takker for husly. Vi kigger nu ind i et efterår, hvor vi skal tilpasse os en ny situation, når alle vaccinationsenheder skal begynde at nedskalere vaccineindsatsen, fortsætter Ann Herling.
Mange ledige tider i øjeblikket
I øjeblikket oplever personalet, at de har masser af ledige tider til vaccination i Skive. De opfordrer derfor til, at man benytter sig af det store udbud, der er lige nu.
Flytningen er en naturlig konsekvens af, at vaccinationsområdet i løbet af efteråret skal begynde at nedskalere, fordi flere og flere danskere er færdigvaccinerede.
Ingen ændring i de tider der allerede er booket
De tider, borgere allerede har booket til vaccination i august og september, gælder fortsat.
Dog får de borgere, der har booket tid til vaccination den 14. september eller derefter, besked om at møde op på den nye adresse i sundhedshuset i stedet.
Besked om ændringen af adresse kommer i e-Boks til de borgere, det er relevant for.