Nyt pakketilbud gør det nemmere at være diabetespatient
Foto: Claus Hastrup, Steno Diabetes Center Aarhus.
10-06-2021
Det er blevet lettere og mindre tidskrævende at blive screenet for følgesygdomme til diabetes i Region Midtjylland. Før var undersøgelserne spredt over flere dage og steder – nu er de samlet i ét besøg på hospitalet. Patienterne giver det nye tilbud topkarakter og forventningen er, at flere nu bliver screenet rettidigt.
- Det er et rigtig godt koncept og et fantastisk løft for alle diabetikere i hele Region Midtjylland. Mange af vores patienter er rigtig glade for at kunne samle deres besøg hos os, siger Alice Stamp Kristensen, afdelingssygeplejerske på Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme på Regionshospitalet Viborg.
Et nyt tilbud om "sammedags-screening" samler undersøgelserne samme dag. Det sker ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital og regionshospitalerne i Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og i løbet af efteråret 2021 også ved Center for Sundhed i Holstebro.
Fem besøg bliver til ét
Tidligere foregik undersøgelserne forskellige steder; nogle på hospitalet og andre ved privatpraktiserende øjenlæger og fodterapeuter, hvor man ofte selv skulle bestille tid med risiko for lang ventetid. Det har betydet, at flere ikke har fået de nødvendige undersøgelser rettidigt. Med det nye tilbud er blodprøve, øjenundersøgelse, fodundersøgelse og samtaler med sygeplejerske og læge nu samlet i ét besøg på hospitalet.
Hospitalsenhed Midt har diabetesbehandling på Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Silkeborg. Mens Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme i Viborg i mange år har tilbudt øjenundersøgelse til patienter med diabetes, bliver det et nyt tiltag på klinikken i Silkeborg.
- Det er et rigtig godt nyt tilbud til de patienter med diabetes, som ønsker at samle deres undersøgelser, så de ikke skal ud at køre efter undersøgelserne ad flere omgange, siger Alice Stamp Kristensen.