Dagens Medicin har udpeget Regionshospitalet Silkeborg som Danmarks Bedste til behandling af hjertesvigt. Placeringen kan tilskrives en fornem holdindsats af dygtige medarbejdere, vurderer specialeansvarlig overlæge.

26-01-2021

Regionshospitalet Silkeborg er Danmarks bedste til behandling af hjertesvigt. Det fremgår af omtale og opgørelse i Dagens Medicin, og dén placering glæder specialeansvarlig overlæge Lars Frost.

- Det er rigtig flot og virkelig godt gået af vores dygtige og engagerede medarbejdere. Der er tale om en holdindsats, hvor læger, specialistsygeplejersker, sekretariat, terapeuter og alle andre tilsammen gør en stor forskel for vores alvorligt syge patienter, fortæller Lars Frost.

Opgørelsen i Dagens Medicin er baseret på tal fra Dansk Hjertesvigt Database, som opsamler data svarende til syv indikatorer for patienter diagnosticeret for første gang med hjertesvigt. Databasen skal overvåge og sikre forbedring af behandling og pleje til alle danske patienter med hjertesvigt. Opgørelsen og placeringen i toppen siger derfor i høj grad noget om kvaliteten af den behandling, patienterne får på Regionshospitalet Silkeborg.

Behandlingen af hjertesvigt består af en hel pakke af ydelser som blandt andet medicinsk behandling, fysioterapi og undervisning i medicin, sygdomsforståelse og fysisk træning. Og kvaliteten af behandlingen kan have stor betydning for patienternes liv og overlevelse.

DC har i mange år ligget helt i toppen af ranglisten, når det handler om behandling af hjertesvigt men måtte sidste gang "nøjes" med en tredjeplads.

- Der er kamp om førstepladsen, og vi ligger tæt i toppen – men det er selvfølgelig altid sjovest at ligge helt i toppen, så vi glæder os over at være tilbage på førstepladsen, konstaterer Lars Frost.

Dagens Medicin har de seneste år ændret på konceptet for "Danmarks bedste", og det betyder blandt andet, at nyhederne om ranglisterne inden for de enkelte specialer bliver dryppet ud hen over en længere periode, ligesom der ikke længere er tale om større arrangementer med formel prisoverrækkelse, når de bedste hospitaler i sidste ende kåres. Men det gør ikke stoltheden over at vinde mindre, fastslår Lars Frost.

- Det er virkelig godt gået af hele holdet. De er super dygtige og gør hver dag en stor indsats for hospitalet og en kæmpe forskel for de enkelte patienter. Placeringen her viser helt tydeligt, at vi trods det seneste års udfordringer stadig leverer helt fantastisk, siger den specialeansvarlige overlæge.