Marie Kirk_1040px.jpg

Afdelingslæge Marie Kirk er glad for, at flere års målrettet indsats nu også kan aflæses i Dagens Medicins opgørelse, som kårer Viborg som Danmarks bedste til behandling af blødende mavesår. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Regionshospitalet Viborg

Dagligt fokus på at overholde de fastlagte guidelines har ført til bedre behandling for patienterne – og nu også en førsteplads til RH Viborg på Dagens Medicins rangliste over Danmarks bedste til behandling af blødende mavesår.

19-02-2021

Tal og databaser har ikke den store værdi i sig selv, men hvis de bliver brugt målrettet kan de være med til at bedre kvaliteten og sikre god behandling til patienterne – og det er netop sådan Kirurgi har arbejdet, når det gælder behandlingen af blødende mavesår. Det fortæller afdelingslæge Marie Kirk, der de seneste år har haft ansvaret for Kirurgis indsats i forhold til mavesår.

- Vi har haft et dagligt fokus på at overholde de fastlagte guidelines og sikre at alt er udført helt efter bogen. Og er noget ikke gjort helt rigtigt, så følger vi op, så vi kan sikre, at det bliver bedre ved næste patient. Det er simpelthen en måde at sikre og forbedre kvaliteten, fortæller Marie Kirk.

Det insisterende fokus kan nu aflæses i Dagens Medicins opgørelse over Danmarks bedste til behandling af blødende mavesår. Her ligger RH Viborg helt i top og kan dermed kalde sig landets bedste.

Holdindsats på tværs

Patienter med blødende mavesår er typisk ældre patienter, som får blodfortyndende medicin, har problemer med hjerte eller lunger og kaster blod op eller har blod i afføringen. Typisk kommer patienterne til hospitalet via akutmodtagelsen efter henvisning fra lægevagt eller praktiserende læge, og de skal hurtigt undersøges med gastroskopi og testes for mavesårsbakterie for at finde frem til den rette behandling.

- Behandling af blødende mavesår er en holdindsats på tværs af både faglighed og afdelinger. Der er mange personer og afdelinger involveret, som alle skal vide, hvad der skal ske og hvordan – lige fra akutmodtagelsen over anæstesi og til sengeafsnittet, forklarer Marie Kirk.

Af samme grund er registreringer og målrettet kvalitetsarbejde afgørende for behandlingen. Og efter flere års indsats på området, er Marie Kirk glad for og stolt over at kunne se Viborg indtage førstepladsen på Dagens Medicins opgørelse.

- Jeg er simpelthen så glad. Vi har målrettet arbejdet på at få behandlingen til at glide perfekt. Viborg er jo et stort akuthospital, så selvfølgelig skal vi være gode til mavesår og give patienterne en optimal behandling – så jeg bliver super stolt over vores hold og indsats, når jeg ser sådan en opgørelse. Det er resultatet af et rigtig godt samarbejde på tværs af afdelingerne, siger Marie Kirk.

Allergladest er hun dog for, at de gode tal også betyder god behandling til patienterne.

- De vedtagne guidelines er skabt på baggrund af videnskabelige undersøgelser af, hvad der er den optimale behandling. Så i sidste ende handler det jo om, at vi med den optimale behandling kan forhindre dødsfald blandt vores patienter, konstaterer Marie Kirk.