Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt. 

02-03-2022

Fredag den 4. marts lukker vaccinationsenheden i KulturCenter Skive. Skiboniter, der ønsker at blive vaccineret mod COVID-19, skal fremover bestille tid ved deres egen praktiserende læge eller et af de øvrige Vaccinationscentre i andre byer.

Det sidste stik bliver givet i kulturcentret fredag den 4. marts. Herefter bliver flyttekasserne pakket, og vaccinationsenheden flytter ud af centret.

Med lukningen af vaccinationsenheden følger Hospitalsenhed Midt trop med mange andre byer, hvor flere og flere vaccineenheder begynder at lukke. Det sker som følge af, at vaccinationsopgaven er skrumpet i omfang, og det er derfor en helt forventet og naturlig udvikling.

Meget få borgere bliver vaccineret i øjeblikket

- De seneste uger har meget få borgere benyttet vores tilbud og er blevet vaccineret mod COVID-19 i KulturCenter Skive. Efterspørgslen er simpelthen helt naturligt aftaget i takt med, at de fleste borgere har modtaget deres tredje stik, siger oversygeplejerske Lene Dam Olesen, der står i spidsen for Hospitalsenhed Midts test- og vaccinationscentre i både Skive, Viborg og Silkeborg. Hun fortsætter:

- Der har været mange ledige tider i Skive den seneste tid, og derfor giver det nu mening, at vi takker af for denne gang og lukker vores enhed i kulturcentret. Vi vil i den forbindelse gerne sige tak for husly endnu en gang.

Fortsat muligt at blive vaccineret i Skive

Det betyder, at borgere i Skive og omegn nu skal bestille tid ved deres egen praktiserende læge, hvis de ønsker at blive vaccineret mod COVID-19 i Skive. De kan også bestille tid til vaccination i et af de større vaccinationscentre rundt omkring i landet. For eksempel i Vaccinationscenter Viborg.

16 borgere har allerede booket tider i vaccinationsenheden i Skive i de to kommende uger. De 16 borgere bliver kontaktet og får direkte besked på, at de skal bestille en ny tid enten hos deres praktiserende læge eller et vaccinationscenter i en anden by.