31-08-2022

Humøret er højt hos Mohit Kothari, der er én af fire ildsjæle, som har vundet en pris for sit arbejde med at løse store og vigtige sundhedsudfordringer. Sammen med de tre andre prisvindere blev Mohit Kothari hædret ved en ceremoni i Vejle i går den 30. august. Her blev Mohit Kothari tildelt en personlig hædersgave på 100.000 kroner for sin ekstraordinære forskning.

Mohit Kothari vandt prisen med en flot udtalelse om, at han aktuelt dedikerer sin forskning til at udvikle behandlingsprogrammer, der direkte gavner patienter med senfølger efter en hjerneskade. Nogle af de spørgsmål, som den nye Ung Forskerprisvinder særligt interesserer sig for er, hvordan man kan hjælpe personer med en hjerneskade med at genvinde en god mundsundhed og synkefunktion, og hvordan man kan afhjælpe de mange følgetilstande, der har indvirkning på livskvaliteten hos personer, der oplever senfølger efter en hjerneskade.

Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris går til unge forskere under 40 år, der har præsteret en helt særlig indsats i forskningen. I år er den uddelt til to unge forskere. Siden 2013 har fonden særligt været optaget af forskning, uddannelse og oplysning om udbredelse af mund- og tandhygiejne og forebyggelse, helbredelse af sukkersyge og øjensygdomme, cøliaki, autisme og neurofibromatosis.