Årets tungeste julegave blev mandag leveret på RH Silkeborg. Se flere fotos nederst på siden. Foto: Rikke Dueholm

19-12-2022

Bedre billeder til udredning af patienterne, effektiv drift og større komfort for patienterne under skanning. Det er nogle af gevinsterne ved den nye MR-skanner, som mandag ankom til Regionshospitalet Silkeborg.

En fire tons tung julegave landede mandag formiddag på Regionshospitalet Silkeborg. I gaven var en splinterny og længe ventet MR-skanner, som i løbet af de kommende uger vil blive færdiginstalleret og prøvekørt, inden den i begyndelsen af 2023 kan blive taget i brug i forbindelse med patienternes udredning.

- Vi har glædet os rigtig meget til at tage imod den nye skanner. Den bliver en rigtig god afløser for en ældre model og vil kunne skanne alt fra hjerne og hjerte til de helt små led. Skanneren indeholder den nyeste teknologi til hurtig og præcis billeddannelse fortæller Christin Isaksen, der er MR-ansvarlig overlæge i Diagnostisk Center.

Forud for skannerens ankomst er der blevet bygget om på hospitalet for otte millioner kroner for blandt andet at skabe plads til skanneren og sikre den nødvendige bærekraft i gulvet.

Ny teknologi og større komfort

Den nye skanner er en Siemens Sola helkrops MR-skanner på 3982 kilo. Den har en feltstyrke på halvanden tesla, hvilket svarer til cirka 30.000 gange jordens magnetfelt. Og så rummer den ud over et motoriseret patientleje også noget af den nyeste software til gavn for både patienter og personale.

- Blandt andet følger der en ny teknologi med, som automatisk finder patienternes EKG og respiration, uden at der skal monteres elektroder og andet udstyr. Følerne sidder direkte monteret i overfladespolerne som patienten får monteret til optagelse af MR-signalerne, forklarer MR-fysiker i Diagnostisk Center Lau Brix.

Han fremhæver samtidig, at der i den nye skanner er gjort en del for patienternes komfort. Blandt andet er skannerens åbning større end i nogle af de tidligere modeller, så det føles knap så klaustrofobisk at blive kørt ind i den. På samme måde skal et bedre lydsystem sikre en bedre dialog mellem patient og medarbejderne i kontrolrummet, ligesom støjreduktion og en skærm med mulighed for små rolige videoer skal bedre patienternes oplevelse med skanningen.

Effektivt og fleksibel drift

Den nye skanner afløser en mindre skanner til skanning af arme og ben og er dermed en opgradering af hospitalets skannerkapacitet. Forventningen er, at den nye skanner vil blive flittigt brugt at en række af hospitalets specialer.

- Den nye skanner er vores tredje helkrops MR-skanner, og den er samme type og fra samme producent, som vores øvrige skannere. Det betyder, at vi kan planlægge en meget effektiv og fleksibel drift med et øget patientflow. Så skanneren får stor betydning for vores dagligdag og ikke mindst for vores patienter, fortæller cheflæge Nikolai Hoffmann-Petersen fra Diagnostisk Center.

Ud over den gængse hospitalsdrift vil skanneren også få stor betydning for hospitalets kliniske forskning og de nationale og internationale samarbejder, som finder sted i den forbindelse.