Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

02-06-2022

Torsdag formiddag indviede biskop Henrik Stubkjær Regionshospitalet Viborgs nye stillerum. Det 30 kvadratmeter store stillerum skal fungere som frirum for patienter og pårørende, som gennemgår en svær periode.

I mange år har der været planer og tanker om at oprette et stillerum på Regionshospitalet Viborg. Torsdag formiddag blev hospitalets længe ventede stillerum så indviet, hvilket især skal gavne patienter og pårørende.

Har man som patient lige modtaget besked om alvorlig sygdom, eller har man som pårørende et nært familiemedlem, der er indlagt, har man nu mulighed for at søge hen i rolige omgivelser i stillerummet, hvor der er tid til at forlige sig med det, der er sket.

Du finder stillerummet på etage 2, hvor skadestuen lå indtil 2019, før den flyttede over i Akutcentret. Stillerummet er tilgængeligt for alle, der har brug for det, døgnet rundt. Hospitalspræsterne har fået kontor lige ved siden af stillerummet, og i de timer, hvor hospitalspræsterne befinder sig på hospitalet, er stillerummet åbent. Møder man en låst dør, kan man til enhver tid hente en nøgle til stillerummet i Informationen i hospitalets forhal.

- Stillerummet er et inkluderende rum, hvor man som patient eller som pårørende kan få ro til at lade kaos bundfælde sig. Stillerummet er hjemligt indrettet med sofaer, og det er helt religionsneutralt, understreger hospitalspræst Trine Kofoed.

Det er også intentionen med stillerummet, at det skal kunne bruges som rituelt rum, uanset om man er religiøs eller ej. Det kan for eksempel bruges til vielser, nøddåb eller udsyngning.