Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

04-03-22

Regionshospitalet Hammel Neurocenter er gået i gang med at udvikle Danmarks første habiliteringstilbud for voksne med cerebral parese (CP). Det sker på baggrund af en donation fra Elsass Fonden.

For at sikre, at voksne med CP kan få et tilbud af høj faglig kvalitet, er et særligt team blevet sammensat til at løfte opgaven med projektet og med at udvikle tilbuddet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Teamet består af en læge, en sosu-assistent, en sygeplejerske og fysio- og ergoterapeuter, som tilsammen udgør et dream team af særlige kvalifikationer. Teamets kvalifikationer vil blive suppleret med specialistkompetencer fra logopæd, neuropsykolog og socialrådgiver for at sikre, at også borgere med komplekse behov kan modtage et skræddersyet tilbud.

Torsdag den 3. marts mødtes det nye team for første gang, og det blev fejret med bobler, kransekage og et lille indvielsesritual efter en præsentation af projektet ved projektleder Helene Honoré.

Teamets arbejde vil bestå i faglig opkvalificering med kurser hos blandt andet Elsass Fonden og Landsforeningen CP Danmark. Derudover skal der sammensættes et godt program for alle voksne med CP, som tager imod habiliteringstilbuddet.

Projektet forventes at komme til at bestå dels af et ambulatorieforløb og dels af mulighed for indlæggelse på Sengeafsnit 10, som er specialiseret i sensomotoriske følger efter hjerneskade. 

Ledelsen på sengeafsnittet var værter for arrangementet torsdag og tager aktivt del i projektudviklingen. Sengeafsnittets personale har generelt udtrykt stor interesse og begejstring for opgaven med den nye patientgruppe, som de glæder sig meget til at kunne tage imod, fortæller projektleder Helene Honoré. 

Udvikler og afprøver nyt tilbud

Torsdag var startskuddet på et omfattende udviklingsarbejde af det kommende tilbud. Udviklingsarbejdet er nødvendigt, da patientgruppen er ny på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Hospitalet forventer derefter at kunne modtage de første voksne med cerebral parese i udrednings- og behandlingsforløb i forsommeren 2022.

For at opnå en solid udvikling af det nye tilbud, rulles det ud i 2-3 udvalgte kommuner i Region Midtjylland det første år. Her skal Regionshospitalet Hammel Neurocenter opnå god erfaring med udredning og habilitering af målgruppen og med tværsektorielt samarbejde om borgerne.

Efter en gradvis udbredelse af tilbuddet de første år er det efter 4-5 år planen, at den nyudviklede model fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter danner baggrund for lignende tilbud andre steder i landet. Bevillingen fra Elsass Fonden dækker udgifterne til udvikle og afprøve tilbuddet de første år.

 

Fakta om cerebral parese

  • Cerebral parese skyldes en skade i hjernen, som giver livslange følger. Tidligere blev sygdommen kaldt spastisk lammelse.
  • Mellem 8.000 og 10.000 voksne lever med forskellige grader af cerebral parese i Danmark.
  • Børn og unge med cerebral parese følges på hospitalernes børneafdelinger. Der findes pt. ikke et lignende tilbud til voksne med cerebral parese i Danmark.
  • Voksne med cerebral parese oplever fysisk nedslidning, smerter, nedsat muskelstyrke, leddeformitet, udtrætning, nedsat mobilitet, kognitive vanskeligheder, påvirket syn og hørelse og synkeproblemer.

Læs også: Milliondonation skal sikre landets første tilbud til voksne med cerebral parese