200826 Bæredygtihedsarbejde på Fødeafsnittet_DSC0236_1040px.jpg

31-08-2022

Fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg har udskiftet underlag til sengen med et tyndere produkt, og det har ført til en besparelse på 350 kg plastik om året. Underlaget bruges til at suge fostervand og blod under fødslen, og der bliver brugt mere end 12.000 af dem hvert år.

- Vores oplevelse er, at hvis vi kan bruge et tyndere stykke underlag under de fødende, så er der formentlig også andre afdelinger, der kan gøre det samme. Vi står med relativt store mængder forstervand og blod, der skal opsuges af underlaget. Og samtidig er de fødende urolige i sengen, så der bliver trukket og rykket godt i underlaget, siger chefjordemoder Katrine Corfitz Bønnerup Kildedal.

Hun opfordrer derfor andre til at afprøve et tyndere underlag og håber, at andre vil få den samme aha-oplevelse af, at en tyndere version faktisk også virker.

Fødeafsnittet i Viborg har igennem længere tid haft et stort fokus på bæredygtighed. Derfor var det et naturligt skridt at tage kontakt til leverandøren af underlagene og indgå dialog om at finde en alternativ løsning i form af et tyndere underlag. Henvendelsen bar frugt, og det betyder nu, at der altså bruges 350 kg mindre plastikunderlag på fødegangen.