Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt. 

28-06-2023

Ernæring er en vigtig del af patienternes rehabilitering, og derfor er der i øjeblikket en række af Hospitalsenhed Midts ansatte, der arbejder på at optimere journalføringen om ernæring i EPJ. Optimeringen skal først og fremmest forbedre patienternes behandling, men den skal også sikre, at der i fremtiden bliver bedre ernæringsdata tilgængelig til kvalitetsudvikling og forskning.

Ernæring er et vigtigt fokusområde i rehabilitering, fordi eksempelvis underernæring og vægttab er forbundet med øget dødelighed, flere komplikationer, længere indlæggelsesforløb og reduceret funktionsevne. Det kan alt sammen føre til et øget behov for sundhedsfaglige og sociale ydelser efter indlæggelsen på hospitalet.

Mange fagpersoner samarbejder om ernæringsindsatser i Hospitalsenhed Midt, og derfor er det vigtigt løbende at dele informationer om ernæringsindsatser mellem forskellige faggrupper. I dag er der dog stor forskel på, hvordan der føres journal om ernæring i Hospitalsenhed Midt.

Derfor arbejder en tværfaglig projektgruppe under KUF Rehabilitering netop med ernæring som en forudsætning for rehabilitering. Målet med arbejdet er at optimere den måde, som ansatte i dag fører journal om ernæring i den elektroniske patientjournal (EPJ). En optimeret journalføring giver samtidig et bedre grundlag for kvalitetsudvikling og forskning inden for ernæringsområdet.

Behov for nye redskaber i EPJ

EPJ har blandt andet en bred vifte af funktioner, så klinikere nemt kan indhente, aflevere og videreføre informationer om patienternes ernæringstilstand. Men en afdækning, projektgruppen har foretaget, har vist, at det måske er for bred en vifte.

Konklusionen fra projektgruppens undersøgelse viser, at der er brug for at udvikle de redskaber, der i dag bliver brugt til journalføring om ernæring i EPJ. Der er behov for at ensrette dokumentationen nogle steder, men samtidig er det vigtigt også at holde fast i noget fleksibilitet, fordi der er forskel på patientforløbene inden for de forskellige specialer.

I dag er journalføringen af patienters ernæringstilstand også udfordret af manglende kontinuitet, fordi der er begrænset tværfaglig tilgængelighed og anvendelse af den dokumentation, der foretages af forskellige faggrupper.

Bedre tværfagligt overblik

På den baggrund er der ved at blive udviklet nye EPJ-redskaber, der snart er klar til brug. De vil blive implementeret i klinikken ud fra en systematisk implementeringsplan, som projektgruppen er i gang med at udarbejde.

De nye redskaber skal forbedre den nuværende praksis for journalføring på tværs af faglige specialer. De bliver fleksible, men også generiske, så der er taget højde for journalføringspligten og de nationale anbefalinger om opsporing, behandling og opfølgning af patienter og borgere i ernæringsrisiko.

Redskaberne omfatter blandt andet et tværfagligt overblik over den enkelte patients ernæringsforhold, interventioner og grafer til visuel fremstilling af ernæringsdata.

Projektgruppen håber, at EPJ-registreringen om ernæring med de nye funktioner bliver mere overskuelig og entydig, og at kvaliteten af denne data bliver forøget. 

Om projektet

Ernæringsprojektet foregår i tre centre og to afdelinger, der samlet set repræsenterer 16 sengeafsnit i Hospitalsenhed Midt. Projektet begyndte i 2022 og løber foreløbigt til og med udgangen af 2023.

Læs mere om projektgruppens arbejde med journalføring om ernæring i artiklen Faglige fællesskaber forbedrer forløb og arbejdsgange i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet (dssnet.dk)

Projektgruppen består af:

  • Maj-Britt Brinkmann, sygeplejerske og MHSc, Neurologi, Regionshospitalet Viborg
  • Simon Svanborg Kjeldsen, fysioterapeut og ph.d., Forskningsenheden, Hammel Neurocenter
  • Frederik Skovbjerg, fysioterapeut og MHSc, Forskningsenheden, Hammel Neurocenter
  • Lena Aadal, sygeplejerske og lektor, Forskningsenheden, Hammel Neurocenter

Om KUF

I Hospitalsenhed Midt binder vi klinik, uddannelse og forskning (KUF) sammen på nye måder. Vi samarbejder i KUF om at generere ny viden, der hurtigt bliver brugt i den kliniske hverdag til gavn for patienterne. På den måde forbedrer vi patientforløbene, så vi imødekommer fremtidens udfordringer, hvor flere vil få brug for behandling på et hospital, sygdomsforløbene bliver mere komplekse, og der er mangel på arbejdskraft. I KUF løser vi fremtidens udfordringer i fællesskab.