Arkivfoto: Agata Lenczewska-Madsen

13-01-2023

Patienter med atrieflimren er i gode hænder på regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg. Dagens Medicin har for andet år i træk netop kåret de to hospitaler som Danmarks Bedste til atrieflimren.

Det glæder specialeansvarlige overlæge Lars Frost fra Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg og ledende overlæge Dorthe Svenstrup fra Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg.


- Det er altid sejt at blive Danmarksmester – men det er endnu sejere at holde niveauet. Så det kan vi godt være stolte af. For det er netop den lange, vedvarende og dedikerede indsats, som har kendetegnet indsatsen i både Viborg og Silkeborg, vurderer Dorthe Svenstrup.

Færre indlæggelser

Atrieflimren er også kendt som forkammer-flimren og mærkes typisk ved hjertebanken, åndenød og træthed. Cirka 140.000 danskere lider af atrieflimren, og en stor del af dem har gennem årene oplevet at måtte indlægges flere gange i forbindelse med deres anfald.

Derfor valgte både Silkeborg og Viborg helt tilbage i 2012 at sætte ekstra fokus på netop patienter med atrieflimren og oprettede særlige klinikker for at sikre en bedre og mere ensartet behandling. Og det er ifølge Dorthe Svenstrup og Lars Frost den indsats, der nu også kan aflæses i tal og statistikker og dermed fører til kåringen som landets bedste.

- Før i tiden blev patienter med atrieflimren ofte indlagt akut i forbindelse med deres anfald. I dag kan vi forebygge forværring og indlæggelse i stort omfang og gøre patienterne langt mere trygge og bedre i stand til at håndtere deres egen sygdom, fortæller Lars Frost.

På landsplan er cirka hver tiende indlagte patient på hospitalernes hjerteafsnit indlagt på grund af atrieflimren. Dermed er der også et stort ressourcemæssigt potentiale i at forebygge netop den type indlæggelser. Særligt set i lyset af, at patientgruppen forventes at vokse i løbet af de kommende år, i takt med at befolkningen bliver ældre.

Indsats på tværs af fag og matrikler

For de to atrieflimren-klinikker i Silkeborg og Viborg (som også har funktion i Skive) er fokus især på at gøre patienterne bedre i stand til at leve et godt liv med deres kroniske sygdom. Det sker gennem en struktureret indsats, hvor patienterne blandt andet bliver undervist i egen sygdom og lærer at håndtere de udfordringer og begrænsninger, den kan give.

- Det er en tværfaglig holdindsats, som kun lader sig gøre, fordi vi begge steder har nogle rigtig dygtige og engagerede sygeplejersker, der har specialiseret sig inden for området. De er utroligt dygtige til at hjælpe patienterne med at få øjnene op for alt det, de stadig kan trods deres diagnose – og hvad de selv kan gøre, når de oplever anfald, fortæller Dorthe Svenstrup.

Samme melding kommer fra Lars Frost i Silkeborg, som samtidig fremhæver, at samarbejdet mellem de to klinikker i løbet af de seneste år er blevet stadigt tættere – til gavn for patienterne.

- Det betyder, at patienterne vil opleve den samme kvalitet og behandling begge steder, fortæller Lars Frost.

De to hospitaler arbejder samtidig tæt sammen i forbindelse med forskningsprojekter og har netop taget hul på et nyt projekt, der skal undersøge brugen af ny teknologi i forbindelse med atrieflimren. Projekt Future Patient er støttet økonomisk af Hjerteforeningen med 4,3 millioner kroner, ligesom også Region Midtjylland har bevilget midler til projektet.

Det tætte samarbejde er også baggrunden for, at de to hospitaler nu rapporterer fælles tal til Regionernes kvalitetsdatabase (RKKP), som Dagens Medicin tager udgangspunkt i i forbindelse med kåringerne. Kåringen er baseret på data vedrørende kvalitet af udredning, behandling, patientuddannelse, prognose, og patient-tilfredshed.