Fotos: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Frank Lindgaard Petz har 40 års jubilæum som ansat på Regionshospitalet Viborg. Han blev for 40 år siden ansat som portør og har igennem årenes løb været i flere forskellige afdelinger og funktioner på hospitalet. Jubilæet bliver fejret ved en reception på hospitalet den 29. november 2024.

I dag er Frank Lindgaard Petz ansat som serviceassistent i Servicecentret, og han er tilknyttet Operation og Intensiv og har derfor sin daglige gang på hospitalets operationsgang.

Frank er tredje generation i familien, der arbejder på hospitalet i Viborg. Både hans mor og bedsteforældre på begge sider har arbejdet på hospitalet. Faktisk kom inspirationen til at søge job på daværende Viborg Sygehus også fra familien.

Da Frank som 20-årig havde aftjent sin værnepligt i 1984, hørte han fra sin mor, at der manglede en portør i sygehusets afdeling Ekstern Transport.  

- Min mormor syntes, at jeg skulle søge job som portør på sygehuset, da det kunne være det helt rigtige for mig. Det viste sig, at hun havde fat i noget der, og nu har jeg været her i 40 år lige pludselig og har været så glad for det, at jeg er blevet hængende igennem årene, fortæller Frank Lindgaard Petz.   

Fra transport til tillidsrepræsentant og vicevært

I begyndelsen af Franks ansættelse kørte han i forskellige biler med blandt andet madvogne, tøj og affald, der skulle fragtes fra et sted på hospitalet til et andet. Men også patienter blev transporteret – og sågar også aske, der kom fra hospitalets egen forbrænding og skulle transporteres ud på lossepladsen. Madaffaldet fra køkkenet blev også smidt på lossepladsen i en periode, mens alt affald fra klinikken blev smidt i ovnen ved teknisk afdeling. 

I dag bliver der sorteret affald til den helt store guldmedalje. Meget har ændret sig på det område, understreger Frank.

- Vi kørte med alt, der skulle transporteres rundt i bil fra A til B. Det kunne være dialysevæske til hjemmedialyse eller personale og patienter, der skulle på hjemmebesøg eller udflugter. Selv hospitalsdirektøren fik et lift indimellem. Jeg tog hurtigt et stort kørekort for egen regning, så jeg også kunne køre lastvognene, siger Frank Lindgaard Petz.

Frank blev også valgt til tillidsrepræsentant på et tidspunkt, hvor der kom flere og flere portører til. Og senere blev han vicevært for hospitalets lejligheder på Sct. Mikkelsgade, hvor personale fra hospitalet kunne bo.

Tæt på mennesker i deres livs krise

I 1994 søgte Frank videre til en portørstilling på Vestdansk Center for Rygmarvsskade (også kaldet paraplegifunktionen dengang).

- Her kom jeg tæt på mennesker i livskrise. De var helt eller delvist lammede, og det var en stor tilfredsstillelse at kunne være med til at hjælpe dem videre i deres liv. Her lærte jeg patienterne rigtig godt at kende, da de var indlagt i op til et år, og jeg var rigtig glad for jobbet som portør og altmuligmand – og jeg savner det faktisk lidt, lyder det fra Frank Lindgaard Petz.

På Vestdansk Center for Rygmarvsskab blev Frank også forflytningsekspert, og han stod for oplæring af alt nyt plejepersonale, der skulle lære de teknikker, der blev brugt dengang. Samtidig blev han engageret i indkøb af forflytningshjælpermidler.  

Portør i Ortopædkirurgi, Fysiologi og Røntgen og Skanning

Ved årtusindeskiftet blev Frank afdelingsportør/vagt i Portørcentralen og Ortopædkirurgi. Her havde han ni gode år inden for ortopædkirurgien og med mange blandede vagter i Portørcentralen, hvor han betjente ”hele huset” både dag, aften og nat. Men med tiden blev der færre patientrelaterede opgaver, og derfor søgte Frank videre til Fysiologi og Røntgen og Skanning, da den patientrelaterede del af jobbet altid har været vigtig for ham.

Undervejs har Frank også været udlånt i midlertidige perioder til funktioner i daværende transportafdeling, Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Hospitalsapoteket, operationsgangen med videre. Alle gange som portør. Han fungerede også som teamkoordinator en overgang for alle afdelingsportørerne på sengeafsnittene.

- Derudover blev jeg valgt som tillidsrepræsentant på et tidspunkt. Det blev en periode på godt og ondt med flere kasketter på. Det var vildt spændende, og selvfølgelig især når tingede lykkedes, fortæller Frank Lindgaard Petz.

Portørcentral bliver nedlagt

- Det helt store chok i mit arbejdsliv kom for mig i 2013, da en velfungerende og overskudsgivende portørcentral blev nedlagt, og alle vores samlede kompetencer blev kastet op i luften og decentraliseret ud i de forskellige afdelinger på hospitalet, siger Frank Lindgaard Petz og fortsætter:

- Men med ”portørånden” i rygsækken var jeg jo vant til at finde og se løsninger, så efter en svær indkøringstid kom vi sammen med rengøringsassistenterne videre. Jeg blev så uddannet serviceassistent i 2015, men stadig med et kæmpe hjerte, der banker for portørfaget. Efter nogle få år blev funktionen igen omstruktureret og centraliseret i Sevicecentret, hvor vi fortsat hører hjemme i dag.

I 2021 fik Frank en mulighed for at arbejde fast i serviceteamet på operationsgangen, og det job er han blevet rigtig glad for.

Mange oplevelser i bagagen

I løbet af de 40 års ansættelse har Frank været vidt omkring i jobbet, og han har set og oplevet både kompleksitet og mangfoldighed blandt samfundets borgere, når de kommer i kontakt med hospitalet som patienter, pårørende eller på anden vis. Det tværfaglige samarbejde er meget vigtigt i den forbindelse for, at alle får den bedst mulige oplevelse.

- Jeg har været med i mange specielle situationer, og ingen af dem skulle tackles ens, da det er mennesker, vi har med at gøre, og vi er alle forskellige. Selv med mine mange års erfaringer i bagagen, så kan jeg blive udfordret, og det er nu nok meget sundt, lyder det fra Frank Lindgaard Petz, der fortsætter:

- Jeg har gået lige fra lykkelige familier på fødeafsnittet videre til en ægtefolk og børn, der har mistet deres partner og mor eller far i en ulykke. Jeg er også blevet truet af misbrugere med blandt andet en kanyle.

Solstrålehistorierne varmer om hjertet

Men heldigvis er der også solstråle-oplevelserne, understreger Frank, og det er selvfølgelig primært de historier, hvor patienten efter svære odds kommer sig og får et godt liv.

De patienter, der har gjort et stort indtryk på mig, er patienter fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade. De kunne eksempelvis ikke gå, når de blev sendt til genoptræning i Viborg, men at se dem gå derfra ved udskrivelse, det var noget, der varmede helt ind i portørens hjerte, understreger Frank.

Noget af det, som Frank heller aldrig glemmer, er de situationer, hvor han pludselig har stået med noget alvorligt, og det er en patient, han kender. For eksempel et barn, et familiemedlem, en ven, en nabo, en bekendt eller en kollega. I de situationer har det gode kollegaskab og den supervision, der har været, medvirket til, at det ikke har fyldt for meget i privatlivet, så han ikke har taget oplevelserne på jobbet for meget med hjem, understreger Frank afslutningsvist.