240314 RoS MR skanning børn_6II9349_hjemmeside.jpg

For nogle børn kan det være skræmmende at skulle skannes i en stor MR-skanner. Med et nyt børne-koncept gør Hospitalsenhed Midts Røntgen og Skanning oplevelsen tryggere og mere skånsom for de yngste patienter. Modelfoto: Agata Lenczewska-Madsen

12-12-2024

Tryggere forløb for børnene og mindre brug af bedøvelse er et par af gevinsterne, efter at Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Viborg har indført et nyt børnekoncept til brug ved MR-skanninger af de yngste patienter.

Det er den her vej…

En smilende mariehøne i børnehøjde slår ud med den ene arm og viser vej hen ad gangen. Allerede ved indgangen til Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Viborg bliver der taget godt imod de yngste patienter. Det seneste år har afdelingen arbejde målrettet på at skabe tryggere forløb for de børn, der skal gennem MR-skanning, og vægillustrationerne med den imødekommende mariehøne er kun ét af flere tiltag.

- Vi har gennemgået hele patientforløbet og forsøgt at skabe den bedst mulige oplevelse for børnene både før, under og efter undersøgelsen – både for at gøre dem tryggere og for at undgå at skulle have dem i fuld narkose, fortæller ledende overlæge Lise Gammelgaard.

Og noget tyder på, at missionen lykkes. I perioden fra 1. januar til 7. oktober 2023 skannede Røntgen og Skanning 66 børn i alderen 4-6 år i forbindelse med blandt andet uforklarlig hovedpine, mistanke om epilepsi eller i forbindelse med tumorkontrol. Heraf blev blot 6 skanninger gennemført uden bedøvelse. I samme periode 2024 blev hele 34 ud af 77 skanninger gennemført uden bedøvelse. Det vil sige, at halvdelen af børneskanningerne i den periode er gennemført uden hjælp fra hospitalets bedøvelsespersonale.

- Og vores forventning er, at andelen vil vokse yderligere, nu hvor vi børnekonceptet er blevet en fast del af vores dagligdag. For os handler det primært om at skabe tryggere forløb og skåne børnene for bedøvelse. Men det handler også om at spare på hospitalets bedøvelsesressourcer, så vi kan frigive anæstesilægerne og -sygeplejerskernes tid til andre opgaver. Så på den måde gavner projektet både patienterne og hospitalet, siger Lise Gammelgaard.

Skærmen underholder

Ideen til det nye børnekoncept kommer fra en landsdækkende anbefaling om at skabe mere børnevenlige forløb – og med god inspiration fra kollegerne på Kolding Sygehus.

- Vi har været på besøg i Kolding og har plukket det ud, som gav bedst mening for os. Og så har vi arbejdet videre med ideerne i fællesskab her i afdelingen og i dialog med vores kolleger i Børn og Unge. I dag er vi fire medarbejdere, der står for børneskanningerne og hver torsdag tager imod de mindste patienter, fortæller konstitueret overradiograf Pernille Berthelsen.

Når patienterne ankommer til børneskanning har deres forældre på forhånd fået tilsendt information om undersøgelsen, så de har haft mulighed for at sætte sig ind i, hvad der skal ske. På samme måde kan de sammen med deres barn se en video, som viser hvad en MR-skanning er, og blive tryg ved skannerens mystiske lyde. På hospitalet bliver de af mariehønen og vægudsmykning i børnehøjde ledt hen til venteområdet, hvor et par af de fire børne-radiografer tage imod dem.

- Vi er altid to til at gennemføre børneskanningerne. På den måde kan den ene have den direkte kontakt til barnet og skabe den nødvendige fortrolighed og tryghed, mens den anden kan have dialogen med forældrene og fortælle dem, hvad der skal ske. Forældrene er jo en vigtig del af børnenes forløb, så det handler også om, at de skal være trygge, fortæller radiograf Signe Laier Nielsen.

Inde ved skanneren kan børnene blandt andet prøve at trykke på knappen, så skannerlejet kører ud og ind, og de kan være med til at vælge den underholdning, de vil se på videoskærmen i skanneren. For netop skærmen og dens distraktion af børnene er helt central i forbindelse med undersøgelserne, som kræver, at børnene ligger stille mellem otte minutter og en halv time.

- Vi udnytter jo, at børn i dag ser meget skærm, og vi finder noget, som de kan lide at se, så de bliver trygge og optaget af at se med i stedet for at tænke over, at de skal ligge helt stille i en stor skanner, forklarer Signe Laier Nielsen.

Efter skanningen er der diplom til alle børn for at runde besøget godt af og anerkende deres indsats.

Tid er afgørende

For nogle børn kan en tid til skanning dog virke så skræmmende, at skærme og mariehøns ikke umiddelbart er nok. I de tilfælde tilbyder Røntgen og Skanning en ”fremvisning”, hvor børnene og deres forældre kan komme på besøg og se både stedet og skanneren uden at blive undersøgt i første omgang.

- På den måde er de mere trygge, når de kommer ind til den rigtige skanning, fortæller radiograf Linda Kærgaard Willumsen.

Hun og kollegerne lægger ikke skjul på, at det tager ekstra tid at møde patienterne i børnehøjde.

- Men tiden er givet godt ud. Når vi bruger den nødvendige tid, bliver børnene trygge, og så kan vi nemmere og bedre gennemføre de nødvendige undersøgelser. Samtidig sparer vi jo tid andre steder i systemet – for eksempel i anæstesien, eller når børnene senere kommer ind til andre undersøgelser hos os eller vores kolleger og husker besøget på hospitalet som en god oplevelse, forklarer Linda Kærgaard Willumsen.

For hende er den helt store gevinst, at afdelingen når i mål med skanningen, uden at det går udover børnenes tryghed.

- Man bruger sig selv utroligt meget i forbindelse med sådan en børneskanning. Men vores oplevelse er, at det gør en stor forskel – både for børnene og for deres forældre. Nogle gange får vi endda et kram af børnene, når de er færdige. Sådan en dag bliver man helt høj og kan virkelig mærke, at man har været med til at gøre en forskel, siger Linda Kærgaard Willumsen.

RoS_portræt_foto-René-Roalf-Zinner.jpg

Holdet bag det nye børne-koncept. Foto: René Roalf Zinner