Nanna Kirstine Høgh Henriksen fra Neurologi på Regionshospitalet Viborg har sammen med sin medstuderende Emma Vester vundet Ergoterapeutforeningens Bachelorpris. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

06-11-2024

Ergoterapeutforeningens Bachelorpris 2024 går til to nyuddannede ergoterapeuter fra Viborg og Aarhus, som i deres afsluttende eksamensprojekt har sat fokus på vigtigheden af, at ergoterapeuter i højere grad anvender de anbefalede undersøgelsesredskaber ved patienter med erhvervet hjerneskade.

To ergoterapeuter, som i sommer dimitterede fra VIA University College i Aarhus og nu arbejder ved henholdsvis Regionshospitalet Viborg og Sundhedsenhed Midt i Aarhus, er blevet tildelt Ergoterapeutforeningens Bachelorpris 2024 for deres afsluttende eksamensprojekt. Prisen på 15.000 kroner og et diplom blev overrakt til Nanna Kirstine Høgh Henriksen og Emma Vester på Ergoterapeutforeningens fagkonference den 6. november.

De to 26-årige vindere har i deres bachelorprojekt gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse for at kortlægge, om ergoterapeuterne på landets neurologiske sygehusafdelinger anvender dé aktivitetscentrerede undersøgelsesredskaber, som de nationale kliniske retningslinjer anbefaler ved patienter med erhvervet hjerneskade i den akutte og subakutte fase, som løber fra første dag til tre uger efter hjerneskadens indtræden.

Noget nedslående fastslår bachelorprojektet fra Nanna Kirstine Høgh Henriksen og Emma Vester, at det kun er 7,5 procent af respondenterne, der anvender de anbefalede undersøgelsesredskaber som de hyppigst anvendte redskaber til patienter, der har skadet hjernen efter fx blodprop, hjerneblødning, fald eller trafikulykke.

Bachelorprojektet dokumenterer tillige, at manglende tid er én af de afgørende faktorer for, hvilke undersøgelsesredskaber den enkelte ergoterapeut på de neurologiske afdelinger udvælger.

20.000 får hjerneskade hvert år

- Baggrunden for vores bachelorprojekt er, at der hvert år er omkring 20.000 voksne i Danmark, der får en hjerneskade – med stor risiko for påvirkning af både fysiske og kognitive funktioner. Vores formål har været at afdække, i hvilket omfang ergoterapeuterne på de neurologiske afdelinger følger de nationale kliniske retningslinjer for, hvordan ergoterapeuter skal varetage undersøgelser og vurderinger af de hjerneskadede patienters aktivitetsniveau sammenholdt med patientens egne ønsker, behov og ressourcer, siger Nanna Kirstine Høgh Henriksen.

Hun forklarer videre, at de nationale retningslinjer er skabt for at sikre den bedst mulige kvalitet i patienternes forløb.

I bachelorprojektet "Aktivitetscentreret undersøgelse af patienter med erhvervet hjerneskade i den akutte og subakutte fase" konkluderer Nanna Kirstine Høgh Henriksen og Emma Vester, at manglende brug af standardiserede aktivitetscentrerede undersøgelsesredskaber kan have negativ indflydelse på den genoptræning og rehabilitering, patienterne opnår efter indlæggelsen.

Dét skyldes, at ergoterapeuter spiller en vigtig rolle i beslutninger om, hvilken type genoptræning, der vurderes som relevant, når hjerneskadede patienter bliver udskrevet fra hospitalet.

- Indholdet i genoptræningsplaner bliver bl.a. besluttet på baggrund af ergoterapeuternes undersøgelse og vurdering. Så hvis dé dele ikke er af høj kvalitet, kan det være vanskeligt at sikre en genoptræningsplan med aktivitet og deltagelse i fokus, sådan som Sundhedsstyrelsen ellers anbefaler. Og dét kan påvirke patienternes videre rehabiliteringsforløb negativt og dermed begrænse patienternes mulighed for aktivitet og deltagelse fremover, understreger Emma Vester.

Behov for at sætte forbedringer i søen

Hun og Nanna Kirstine Høgh Henriksen glæder sig over præmieringen fra Ergoterapeutforeningen.

- Vi er virkelig beærede over den interesse, der er for de resultater, vores bachelorprojekt har tilvejebragt. Vi håber, at projektet kommer til at påvirke praksis, så ergoterapeuterne på de neurologiske afdelinger fremover i langt højere grad vil anvende de anbefalede aktivitetscentrerede undersøgelsesredskaber til patienter med erhvervet hjerneskade, siger Emma Vester.

De to nyuddannede ergoterapeuter er enige om, at der er behov for kvalitetsforbedringer.

- Det er vigtigt at få afdækket, hvad ergoterapeuterne på de neurologiske afdelinger oplever som barrierer for at anvende de anbefalede aktivitetscentrerede undersøgelsesredskaber, og hvilke rammer, der skal til for at styrke brugen af dem, fremhæver Nanna Kirstine Høgh Henriksen.

Emma Vester tilføjer, at det tillige er relevant, at ledelserne får skabt temadage eller kurser, der giver viden om vigtigheden af at anvende de aktivitetscentrerede undersøgelsesredskaber.

Stor ros fra arbejdsgiver

Både Emma Vester og Nanna Kirstine Høgh Henriksen har fået job, siden de i juni var til deres sidste eksamen på ergoterapeutuddannelsen ved VIA University College i Aarhus.

Nanna Kirstine Høgh Henriksen, der er vokset op i Møldrup og stadig bor i Viborg Kommune, er ergoterapeut på Neurologisk Afsnit på Regionshospitalet Viborg. Emma Vester, der både bor og er opvokset i Aarhus, er ergoterapeut ved Sundhedsenhed Midt i Aarhus Kommune. 

Ledende terapeut Tine Sally Refsgaard fra Neurologisk Afsnit på Regionshospitalet Viborg understreger, at det vindende bachelorprojekt gør en stor forskel.

- Vi er i Neurologi meget stolte over Nannas og Emmas bedrift. De har i deres afsluttende eksamensopgave belyst et vigtigt ergoterapifagligt emne, og resultaterne er relevante for vores arbejde for at udvikle gode patientforløb af høj faglig kvalitet. Det glæder os også, at Nanna og Emma fik idéen til deres bachelorprojekt efter en praktikperiode på Regionhospitalet Viborg, og at vi fra Neurologisk Afsnit har kunnet bidrage med data til projektet, siger Tine Sally Refsgaard.

Stolthed hos leder og vejleder i VIA

Også hos VIA University College er der både glæde og stolthed over, at Ergoterapeutforeningens Bachelorpris 2024 går til to tidligere VIA-studerende.

- Ergoterapeuter er en mindre faggruppe i sundhedsvæsnet, men de er til stor nytte for patienterne. Derfor er det virkelig positivt, at Ergoterapeutforeningen honorerer studerende og nyuddannede, når de bruger deres viden fra studiet og fra deres bachelorprojekter til at styrke ergoterapiprofessionen, fremhæver uddannelsesleder Marianne Høllund fra ergoterapeutuddannelsen ved VIA University College i Aarhus.

Docent Louise Møldrup Nielsen, der har været bachelorvejler for Emma Vester og Nanna Kirstine Høgh Henriksen, er også fuld af ros til de to.

- Som bachelorvejleder har jeg oplevet, hvor engagerede Nanna og Emma er i at skabe viden og udvikling til ergoterapifaget og bidrage til bedre kvalitet for patienterne. De to er meget fagligt dedikerede og fortjener absolut den tildelte pris, påpeger Louise Møldrup Nielsen, der er docent og forskningsleder i VIAs Forskningscenter for forebyggelse og sundhedsfremme. Hun er tillige docent og seniorforsker i Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje, som er et forskningscenter, VIA og Hospitalsenhed Midt driver i samarbejde.

Flot tale ved overrækkelsen i Vingsted

Det var Ergoterapeutforeningens næstformand, Margrethe Boel, der overrakte Ergoterapeutforeningens Bachelorpris 2024 til Emma Vester og Nanna Kirstine Høgh Henriksen den 6. november under foreningens fagkonference i Vingsted ved Vejle.

Margrethe Boel betegner det vindende bachelorprojekt ’som et rigtig vigtigt projekt, der er veludført’, og sagde videre ved overrækkelsen:

- Resultaterne af undersøgelsen i Nanna og Emmas bacheloropgave fortæller os, at vi som ergoterapeuter skal være nysgerrige på den forskel, der synes at være mellem de kliniske retningslinjers anbefalinger og praksis.

Ergoterapeutforeningens næstformand betonede samtidig, at den vindende bacheloropgave sætter spot på et område, som kalder på, at det bliver undersøgt, hvorfor de anbefalede undersøgelsesredskaber vælges fra. 

Siden 2007 har ETF to gange årligt uddelt en pris til ergoterapeutstuderende for bedste bachelorprojekt i forhold til kvalitet og perspektiver for ergoterapifaget.