Hospitalsenhed Midt kåret til Danmarks bedste til atrieflimren for 3 år i træk
Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg og Silkeborg tager igen titlen som Danmarks Bedste til behandling af atrieflimren. Det konkluderer Dagens Medicin.
Arkivfoto: Agata Lenczewska-Madsen
26-01-2024
Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg og Silkeborg tager igen titlen som Danmarks Bedste til behandling af atrieflimren. Det konkluderer Dagens Medicin. Resultaterne vidner om et højt niveau på begge matrikler og lover godt for den kommende samlede hjerteafdeling.
Silkeborg, Viborg og Skive er de bedste steder at være patient, hvis man lider af atrieflimren. Dagens Medicin har netop kåret Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Silkeborg som Danmarks bedste til behandling af atrieflimren for tredje år i træk.
- Det vidner om, at vi på begge hospitaler har fået lavet et godt og stærkt set up, hvor vi gennem en tværfaglig indsats giver patienterne den behandling og uddannelse, der skal til for at de kan leve bedst muligt med deres kroniske sygdom, konstaterer overlæge Lars Frost fra Diagnostisk Center i Silkeborg.
Centret står sammen med Hjertesygdomme i Viborg for behandlingen af patienter med atrieflimren på Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg og Skive.
12 års målrettet indsats
Atrieflimren er den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse. Cirka 140.000 danskere lider af atrieflimren og antallet forventes at stige kraftigt de kommende år i takt med, at befolkningen bliver ældre. Sygdommen kommer typisk i anfald med pludselig indsættende hjertebanken, åndenød, brystsmerter og træthed, og fører på landsplan til talrige akutte indlæggelser. Således er cirka hver tiende seng på landets hjerteafdelinger optaget af en patient med atrieflimren.
I Silkeborg og Viborg har personalet imidlertid de seneste 12 år arbejdet målrettet på at forbedre og strukturere behandlingen af atrieflimren, og begge steder er der oprettet dedikerede atrieflimren-klinikker. Den tværfaglige indsats med fokus på både behandling og uddannelse af patienterne har ifølge både Lars Frost fra Silkeborg og ledende overlæge Dorthe Svenstrup fra Viborg betydet, at langt de fleste patienter i dag kan håndteres ambulant uden hospitalsindlæggelse.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det er den tværfaglige og dedikerede indsats, som gør, at vi nu for tredje år bliver kåret som landets bedste. Det er vi superstolte over, men det kan godt undre og bekymre mig, at patienterne ikke får det samme tilbud i hele landet. Det giver en geografisk ulighed, som stiller patienterne med atrieflimren forskelligt, alt efter hvor de bor, mener Dorthe Sventrup fra Hjertesygdomme i Viborg.
Stærkt udgangspunkt
For cheflæge Jens Refsgaard vidner førstepladsen også om mange års tæt samarbejde mellem hjertefunktionerne i Silkeborg og Viborg. Det giver et godt udgangspunkt for den kommende fusionerede hjerteafdeling, som han sammen med chefsygeplejerske Anne Dorthe Bjerrum kommer til at stå i spidsen for.
- Netop atrieflimren er et af de områder, hvor vi allerede i dag har et tæt og godt samarbejde mellem de to hospitaler. Begge steder har man været vant til at tænke i udvikling, og vi har i stigende grad samarbejdet om at skabe de bedst mulige tilbud til patienterne. Den ambition om altid at give patienterne den bedste behandling er helt klar noget af det, vi tager med videre, når vi i løbet af de kommende måneder fusionerer de to enheder til én samlet og super stærk afdeling, fastslår Jens Refsgaard.
Den nye afdeling får navnet Hjertesygdomme og vil udover hjerteafsnit i Viborg til akutte indlæggelser fremover have ambulant funktion i Silkeborg, Viborg og Skive for uændret at komme patienten geografisk i møde og sikre tilpassede forløb til alle patienter.