Her er tre af de ansatte, der skal arbejde i den nye friklinik på Regionshospitalet Viborg (foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt).

01-07-2024

Den 1. juli har Hospitalsenhed Midt og Aarhus Universitetshospital åbnet to nye neurofysiologiske friklinikker, som skal sikre midtjyder hurtig adgang til undersøgelse og behandling for sygdomme i hjerne, rygmarv, nerver eller muskler.

Eksempler på neurofysiologiske sygdomme, som klinikken retter sig mod, er epilepsi, karpaltunnelsyndrom og andre neuromuskulære sygdomme.

Åbningen blev markeret med flag og kagemand til medarbejdere i begge klinikker.

Der bliver to friklinikker, som tilbyder undersøgelser og behandlinger på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital. Med friklinikkerne vil vi kunne tilbyde flere borgere rettidig behandling.

Fejring af friklinik (privatfoto) IMG_6433.JPG

Der blev delt kagemand ud til de ansatte i dagens anledning (privatfoto). 

- I dag kipper vi med flaget og fejrer vores nye friklinikker, som, vi er sikre på, kommer til at gøre en forskel og forbedre forløbene på hospitalet for mange neurologiske patienter. Åbningen af de nye friklinikker giver endnu flere patienter muligheden for at blive undersøgt tættere på deres hjem og for mange også lokalt på det hospital, de hører til. Vi er stolte og taknemmelige over, at regionsrådet har bakket os op, så det er blevet muligt at åbne friklinikkerne. Det betyder, at vi kan give patienterne en tid til udvalgte neurologiske undersøgelser langt hurtigere, end vi har kunnet de seneste år, siger chefsygeplejerske Louise Lindenmayer fra Hospitalsenhed Midt.

Louise Lindenmayer udgør sammen med cheflæge Elias Zakharia afdelingsledelsen i Neurologi på Regionshospitalet Viborg, hvor den ene af de to nye friklinikker hører til.

Åbningen af klinikken på Aarhus Universitetshospital blev også fejret med flag og kagemand (foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital).

Friklinikker er afdelinger, der løser veldefinerede opgaver og er ”friholdt” fra andre opgaver, der forhindrer, at arbejdet kan organiseres effektivt. Det sikrer patienterne et hurtigt tilbud, og regionen undgår at henvise patienter til dyrere behandling på privathospitaler.

Neurofysiologiske patienter undersøges og behandles i Region Midtjylland på hospitalerne i Gødstrup, Viborg og Aarhus. En del patienter har hidtil været henvist til privathospital på regionens regning, fordi ventetiden på regionens hospitaler har været for lang.

Friklinikkerne oprettes for foreløbigt tre år. På de tre år forventer klinikkerne at kunne tilbyde cirka 2450 undersøgelser i Viborg og cirka 6030 undersøgelser i Aarhus. Det er cirka 1577 flere undersøgelser og behandlinger, end den nuværende kapacitet på regionens hospitaler tillader.

De nye neurofysiologiske friklinikker skal via forskellige elektriske målemetoder afklare forskellige sygdomme i hjerne, rygmarv, nerver eller muskler:

  • EEG (Elektroencefalografi) laves for at finde ud af, om den elektriske aktivitet i hjernen foregår normalt. Ved undersøgelsen bruges elektroder på huden, som registrerer aktiviteten i hjernen.
  • ENG (elektroneurongrafi) er en nerveledningsundersøgelse, der undersøger funktionen af nerver i arme og eller ben.
  • EMG (elektromyografi) undersøger musklers elektriske aktivitet, der bl.a. kan afsløre betændelsestilstande i muskler.