Klar til ph.d.-forsvar om senfølger efter hjernerystelse
Peter Preben Eggertsen skal den 19. august på Hammel Neurocenter forsvare sin ph.d.-afhandling, som indeholder ny viden om senfølger efter hjernerystelse.
Peter Preben Eggertsen forsvarer den 19. august sin ph.d.-afhandling, som handler om senfølger efter hjernerystelse. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
07-08-2024
Peter Preben Eggertsen skal den 19. august på Hammel Neurocenter forsvare sin ph.d.-afhandling, som indeholder ny viden om senfølger efter hjernerystelse.
Mandag den 19. august forsvarer læge og ph.d.-studerende Peter Preben Eggertsen sin ph.d.-afhandling, som giver nye indsigter i senfølger efter hjernerystelse.
Forsvaret foregår klokken 14 på Hammel Neurocenter i mødelokale 3.
Ph.d.-projektets resultater kan potentielt bruges til at forbedre den nuværende tilgang til behandling af senfølger efter hjernerystelse. Desuden kan projektet være med til at overbevise beslutningstagere om, at der er brug for et ensartet behandlingstilbud i Danmark.
Cirka 30 procent af de personer, som bliver ramt af hjernerystelse, får senfølger som hovedpine og koncentrationsbesvær. Senfølgerne kan vare måneder eller år og kan være invaliderende for den enkelte borger.
- Hjernerystelse er en af de hyppigste grunde til, at danskere kommer på skadestuen, men på nuværende tidspunkt er der ikke enighed om et ensartet behandlingstilbud til borgere med senfølger, siger Peter Preben Eggertsen og fortsætter:
- Mit ph.d.-projekt giver ny viden om tre underbelyste årsager til dette og består af en befolkningsundersøgelse, to laboratoriestudier og en interviewundersøgelse, siger Peter Preben Eggertsen.
Hyppigt problem
De tre årsager, som Peter Preben Eggertsen har undersøgt nærmere, er:
• Mangel på viden om hyppigheden af hjernerystelser og senfølger.
• Ukendte årsager til hvorfor sygdommen opstår.
• Manglende viden om hvilke faktorer de ramte borgere finder vigtige i den nuværende behandlingstilgang.
Projektet har allerede bidraget med ny viden, som er blevet publiceret i fire studier i internationale tidsskrifter. For eksempel har befolkningsundersøgelsen afsløret, at 1 ud af 20 danskere har været på hospitalet på grund af en hjernerystelse.
- Det indikerer, at senfølger er et meget hyppigt problem. Desuden har laboratoriestudierne identificeret nye biomarkører, herunder et protein fra nerveceller kaldet ”neurofilament light chain”, som kan have diagnostisk værdi, siger Peter Preben Eggertsen.
Ph.d.-projektet fra Aarhus Universitet, Health, bærer titlen ”Exploring Persistent Post-Concussion Symptoms: An Epidemiological, Biomedical, and Psychosocial Approach”.
Ph.d.-forsvaret, som er offentligt, foregår på engelsk og forventes at vare cirka to timer. Efterfølgende vil der være en reception.
Ønsker man at følge forsvaret online, kan det ske via følgende link: https://rooms.rm.dk/webapp2/conference?callType=video&conference=meet.hammelneuro@rooms.rm.dk