Fie Vestergaard Jensen er oversygeplejerske i den nye Medicinsk Dagklinik i Silkeborg. Se flere billeder fra klinikken nederst på siden. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

12-03-2025

Med en ny Medicinsk Dagklinik på Regionshospitalet Silkeborg vil Medicinsk Diagnostisk Center hjælpe patienter med at undgå akut indlæggelse – til fordel for både patienter og hospital.

Hvordan hjælper vi bedst de patienter, som er for syge til at vente på henvisning og undersøgelse men omvendt heller ikke er så dårligt, at de har brug for akut indlæggelse? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for den nye Medicinsk Dagklinik, som de seneste måneder har været under opbygning på Regionshospitalet Silkeborg. Klinikken er en del af Medicinsk Diagnostisk Center og har særligt fokus på forebyggelse af akutte indlæggelser af medicinske patienter.

- Vi ved, at der er en række patienter, som har brug for et hurtigt og lidt mere omfattende tilbud, men som samtidig ikke er så dårlige, at de skal indlægges akut i Viborg – og som i øvrigt ofte helst selv vil undgå indlæggelse. Dem er vi i fuld gang med at udvikle et tilbud til i tæt samarbejde med de praktiserende læger, kommunen og vores samarbejdspartnere på hospitalerne i Silkeborg og Viborg, fortæller Fie Vestergaard Jensen, der er oversygeplejerske i den nye klinik.

Klinikken er i første omgang indrettet med seks såkaldte behandlerpladser, hvor patienterne i løbet af en enkelt sammenhængende dag kan blive undersøgt og behandlet i et såkaldt subakut forløb.

Input fra flere fronter

Anledningen til oprettelsen af Medicinsk Dagklinik var efterårets fusioner og lukningen af de medicinske sengeafsnit på Regionshospitalet Silkeborg. Men den nye dagklinik taler samtidig ind i de aktuelle strømninger i sundhedsvæsenet og strukturreformens intentioner.

- Vores ambition er at skabe et tilbud tæt på borgerne og i nært samarbejde med både kommune og praktiserende læger, og samtidig har vi fokus på nogle af de patientgrupper, som vi ved kommer til at vokse i fremtiden, siger klinisk sygeplejespecialist Stina Marie Lindbjerg Nielsen, der har været med til at udvikle indholdet i den nye klinik.

Efter dialog med samarbejdspartnere og besøg hos kolleger i Randers og Horsens, hvor lignende tilbud allerede er i drift, har Medicinsk Dagklinik i Silkeborg derfor i første omgang valgt at fokusere på tre patientgrupper: Den ældre medicinske patient, patienter med lungesygdom og infektionspatienter.

- Det er alle patientgrupper, hvor de praktiserende læger kan opleve at stå med en patient, som har brug for en hurtig og grundig undersøgelse og opstart af en behandling, som eventuelt kan fortsætte i patientens eget hjem efterfølgende. Og samtidig er det ofte patienter, som helst er fri for at blive indlagt, og som kan opleve en indlæggelse som en ekstra belastning og stressfaktor, hvis de skal indlægges akut, fortæller Fie Vestergaard Jensen.

Samarbejde på tværs af klinikker

For Fie Vestergaard og kollegerne i Medicinsk Dagklinik har det været et omfattende arbejde at få afklaret klinikkens profil og finde frem til de rette patientkategorier, forløb og tilbud.

- Vi er bestemt ikke i mål endnu. Vi kommer til at udvikle vores tilbud løbende, efterhånden som vi bliver klogere på behovet og mulighederne. Men det er fedt at se, at de tanker, vi har gjort os gennem de seneste måneder nu for alvor begynder at komme patienterne til gavn, og vi glæder os over den store samarbejdsvillighed, vi har oplevet fra hospitalets øvrige afdelinger og klinikker til at få lavet nogle gode, hurtige og effektive forløb for vores patienter, siger Fie Vestergaard Jensen.

For eksempel kan hun se, at klinikken allerede nu kan gøre en forskel for lungepatienter med forværrede vejrtrækningsproblemer. Med det nye set up kan patienterne frem for en akut indlæggelse blive henvist til et subakut heldagsforløb i Medicinsk. Her kan patienterne fx komme i iltbehandling og med hjælp fra hospitalets øvrige afdelinger og klinikker blive tilset af en speciallæge, få taget blodprøver, få ultralydsskannet hjertet eller blive CT-skannet eller på anden vis billeddiagnosticeret efter behov. Og sidst på dagen kan patienten så få lov at tage hjem og fortsætte iltbehandlingen i egne, trygge rammer.

- Det betyder, at vi i løbet af en enkelt dag når hele vejen omkring patientens sygdom og får sat den nødvendige behandling i værk. Det er et meget effektivt set up, som gavner både patienten og hospitalet, og som samtidig aflaster vores kolleger på sengeafsnittene i Viborg, vurderer klinisk sygeplejespecialist Stina Marie Lindbjerg Nielsen.

Medicinsk Dagklinik er i dag åben alle hverdage ind til klokken 15, men klinikken forventer at udvide åbningstiden til klokken 17, efterhånden som aktiviteten stiger. Ud over de subakutte forløb tilbyder klinikken også andre ambulante behandlinger som fx planlagte blodtransfusioner.