Helle Bak Christensen (foto: Agata Lenczewska-Madsen, HE Midt). 

08-07-2020

Helle Bak Christensen er specialeansvarlig ergoterapeut og ungementor på Hammel Neurocenter. Hun er en HE Midts mange ansatte, der har oplevet, at hverdagen ændrede sig markant i perioden med COVID-19. Ændringerne gav nye erfaringer, men også flere benspænd i arbejdet med rehabiliteringen af patienter med erhvervet hjerneskade.

COVID-19 ændrede pludselig hverdagen på HE Midt tilbage i marts. I en række artikler stopper vi op og ser tilbage på, hvordan arbejdet ændrede karakter rundt omkring i hospitalsenheden.

I denne artikel har vi talt med Hammel Neurocenters ergoterapeut Helle Bak Christensen, der har en todelt stilling, hvor hun både er specialeansvarlig og ungementor.

Hvordan blev din arbejdsdag ændret som specialeansvarlig ergoterapeut som følge af COVID-19?

I tiden med COVID-19 er vi blevet bekræftet i, at vores fleksible forløb med en høj grad af inddragelse af pårørende og erfaringsdannelse ved hjemmerehabilitering er det bedste, vi kan gøre for patienterne. Vi mærker tydeligt, at vores grundlag for at udrede og vurdere rehabiliteringsniveau er blevet meget begrænset af restriktionerne under COVID-19.

I den første fase var vores hverdag meget præget af konstant mental parathed til omstilling. Vi er vant til at omstille os ud fra et patientrelateret behov, men i forbindelse med COVID-19 oplevede jeg det mere som et udefrakommende behov, selvom det var for at beskytte patienterne.

Der blev lagt planer for ændringer af arbejdsgange, som dog ikke trådte i kraft, da trykket på afdelingen ikke har været så stort som frygtet. Vi var mentalt parate til at gå i nødberedskab, men det har ikke været nødvendigt, da ingen på afsnittet har været smittet.

Patientforløbene har alligevel været meget berørt af restriktionerne. På S11 er vores vagtplaner lagt efter, at patienterne er på hjemmerehabilitering i weekender. Da dette ikke var muligt, blev vores ressourcer fordelt over flere vagter og kontinuiteten i forhold til vores fremmøde var ikke den samme som normalt. Fleksibiliteten fra os som medarbejdere har derfor været vigtig både i forhold til arbejdstider og opgaveløsning. Vi terapeuter fik desuden flere tværfaglige opgaver og måtte nedjustere træningstiderne.

Rehabiliteringsmulighederne har været meget indskrænkede af hygiejne- og afstandsregler, der har medført, at vi ikke i samme grad har kunnet udfordre patienterne i forhold til selvstændighed og kompleksitet i aktiviteter og socialt samspil.

Derudover har patienterne følt sig indespærrede og har ikke kunne opretholde den samme gejst og energi i forhold til at deltage i rehabiliteringen. Flere har ladet sig udskrive og har ikke fået den udredning og rehabilitering, som de havde behov for. Så samlet set har restriktionerne i forhold til COVID-19 haft stor indvirkning på mit arbejde på afsnit S11.

Hvordan blev din arbejdsdag ændret som ungementor som følge af COVID-19?

I mit arbejde som ungementor har restriktionerne i forbindelse med COVID-19 også haft stor indvirkning på mit arbejde. I funktionen som ungementor tager jeg ud til unge i deres hjemkommune efter udskrivelse. Her støtter vi den unge og dennes netværk til at få skabt forståelse for hjerneskadens indvirkning på livet. I den funktion har dagene under COVID-19 været meget anderledes. Normalt kører vi ud til de unge i hjemmene og har samtaler med dem og deres netværk i deres omgivelser. Der har ikke været lukket ned for funktionen, men vi har i hvert enkelt forløb vurderet om, og hvordan vi kunne fastholde en god kontakt, men samtidig mindske den fysiske kontakt.

I de forløb, hvor der har været brug for fysisk tilstedeværelse, har vi tilbudt gåture og samtaler i nærliggende parker.

Muligheden for brug af virtuelle rum er også blevet forbedret siden marts og fungerer i dag som en god mulighed for dialog. Vi er ved at gøre os erfaringer med, hvad det virtuelle rum kan, og hvilke begrænsninger det har. Vores erfaringer indtil nu er, at det er forskelligt fra ung til ung. Vi er dog positivt overrasket over, hvor godt det fungerer til samtaler med dem, hvor relationen er etableret ved fysiske møder før coronapandemien.

Det tætte samarbejde med kommunalt ansatte har været begrænset på grund af kommunernes nedlukning af samarbejdspartnernes funktioner.

Netværksarbejde mellem de unge har været begrænset af, at vi ikke har kunnet samle netværk og facilitere til den åbne dialog. Netværkssamtalerne mellem unge på tværs af kommunegrænser, hvor vi plejer at samle de unge til åbne dialogsamtaler, har også været afprøvet virtuelt. Det har fungeret ok, men det begrænser antallet af deltagere, og de unge giver klart udtryk for, at det er bedre at mødes fysisk. Det er svært at skabe en dynamik i dialogerne, og stemningen er sværere at få en fornemmelse af, når hver enkelt sidder bag en skærm. Vi glæder os derfor til igen at kunne indbyde de unge at mødes fysisk og få delt problemstillinger og gode erfaringer. At skabe de rigtige rum til at facilitere til de gode dialoger er således blevet udfordret, men vi har også lært, hvad et alternativ kan være.